Stor festdag i dag for hjemløse - helt særlig natcafé hædret med pris

Den 17. oktober er datoen for FN's internationale fattigdomsdag, og i den anledning blev årets hjemløsedag afholdt på Rådhuspladsen med gratis koncert, tøj og mad.

Temaet til hjemløsedagen 2019 var hjemløshedens mange ansigter. Foto: Emma Moesgaard - TV 2 Lorry

Mange hjemløse var torsdag mødt op på Rådhuspladsen i København for at deltage i og fejre hjemløsedagen 2019.

Dagen markerer FN's internationale fattigdomsdag og har været afholdt siden 1998. 

Temaet for årets Hjemløsedag var "Mangfoldighed – Hjemløsehedens mange ansigter."

Hjemløsedagen bød blandt andet på underholdning, musik og taler. Derudover blev der spillet OMBOLD, som er gadefodbold for hjemløse og udsatte borgere. 

Temaet til hjemløsedagen 2019 var hjemløshedens mange ansigter.

- De mennesker, der bliver berørt af hjemløshed, kan være alt lige fra en kriminel, som kommer ud af fængslet, en psykisk syg, der bliver udskrevet fra et sygehus, eller en person, som i mange år har været gennem en længere deroute, siger formand i Hjemløseforeningen, Thomas Hye-Knudsen, til TV 2 Lorry 

Læs også Jubler over flere penge til hjemløse: "Mange sover i buskene"

Højt humør på fejringsdag

På hjemløsedagen var mange hjemløse mødt op for at hilse på hinanden og have en fest.

Og selvom omstændighederne kan siges at være triste, så var der ifølge de fremmødte alligevel noget at fejre.

- Det her er den ene gang om året, hvor vi allesammen mødes herinde i København og kan hygge os og høre musik og få mødt vores kollegaer, siger Pinse, som til daglig er hjemløs i Københavns forstader, til TV 2 Lorry. 

- Det vil altid være svært, men ikke så svært i Danmark.  Jeg synes, Danmark er et af de bedste lande at være hjemløs i. Jeg har været hjemløs i andre lande, men her er det bedre, og folk er meget sødere på gaden, siger Mike, som også er hjemløs, til TV 2 Lorry.

Læs også Hospital donerer overskudsmad til hjemløse

Nødovernatningspladser er lappeløsning

En rapport fra september viste for første gang i mange år, at udviklingen af flere hjemløse på gaden er bremset op.

Og i den nye budgetaftale har Københavns Kommune sikret 700.000 kroner årligt frem til 2023. Dem kan frivillige hjemløseorganisationer søge om til at lave flere overnatningspladser henover vintermånederne.

Men det er ifølge dagens arrangør ikke en holdbar model.

Læs også Hjemløse André og kammerat frifindes for at skabe lejr ved Rundetårn

- Det er en lappeløsning, for de her mennesker har ikke kun brug for et sted at overnatte. De har brug for et liv, ligesom alle os andre, hvor der er stabilitet, hvor der er nogle, de kender, og hvor de ikke skal stresse rundt for at finde ud af, hvor de skal være, siger Thomas Hye-Knudsen.

Vinder tilbyder sovepladser til kvinder

Dagen blev også brugt på at overrække Hjemløseprisen. Den uddeles af foreningen Hjemløsedagen, som består af de største danske sociale organisationer, som arbejder med hjemløse. 

Prisen gik til Café Klares leder, Ayfer Baykal.

Læs også Natcafé for hjemløse kvinder får milliontilskud

Café Klare er en natcafé kun for kvinder, og den tilbyder 20 sovepladser til hjemløse kvinder, der har brug for ly og et roligt sted at overnatte.

Cafeen støtter et bredt spektrum af socialt udsatte kvinder, som kan have psykiske problemer, misbrugsproblemer eller være voldsramte. 

Vinderen af Hjemløseprisen. Foto: TV 2 Lorry

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik