V støtter Rudaizky: Forkert at straffe budbringeren

Foto: Københavns Kommune

Venstre i København er uforstående overfor, at Dansk Folkepartis Finn Rudaizky er blevet smidt ud af Borgerrepræsentationen.

Det startede med en bøde i februar på 10.000 kroner til DF'eren Finn Rudeizky, men i går besluttede Valgbarhedsnævnet at fratage Finn Rudaizky sine politiske pladser i både Borgerrepræsentationen og Region Hovedstaden.

Årsagen til, at Valgbarhedsnævnet har frataget Finn Rudaizky sine politiske sæder er, at han efter terrorangrebet i 2015 på Krudtønden og Synagogen i Krystalgade lækkede fortrolige oplysninger om gerningsmanden Omar El Hussein.

Jeg er ærligt talt rystet over Valgbarhedsnævnets afgørelse. Det er jo budbringeren, der er kommet i fedtefadet.

Jens-Kristian Lütken, Medl., Borgerrep., Venstre

- Jeg er ærligt talt rystet over Valgbarhedsnævnets afgørelse. Det er jo budbringeren, der er kommet i fedtefadet, skriver Venstres medlem af Borgerrepræsentationen Jens-Kristian Lütken i et debatindlæg på Jyllands-Postens hjemmeside.

- Dansk lovgivning skal naturligvis overholdes og Rudaizky accepterede dommen, men at fratage ham hans sæde på Rådhuset er efter min mening meget problematisk ud fra et demokratisk synspunkt, skriver han.

Han bakkes op af partiets politiske ordfører og spidskandidat til kommunalvalget, Cecilie Lonning-Skovgaard:

- Hvis nu Finn Rudaizky havde fået fængselsstraf for sine handlinger eller en bøde på en halv million, så havde det været okay at fratage ham de politiske pladser. Men når retten ikke har fundet hans handlinger værrere, er denne straf også for voldsom, siger hun.

Splittede holdninger til straffen

Den vurdering er kollegaerne fra Radikale Venstre på Københavns Rådhus dog ikke enige i - tværtimod.

- Hvis han stiller op igen, vil jeg meget gerne være med til at udfordre, om det overhovedet bør kunne lade sig gøre efter den her dom. Ved at lække fortrolige oplysninger om en borger, så synes jeg ikke, man kan have tillid til ham som politiker mere, sagde De Radikales Gruppeformand Tommy Petersen i går til TV 2 Lorry.

Det er simpelthen horribelt. Alle i kommunen, som intet opdagede, de går fri.

Finn Rudaizky, Tidl., Medl., Borgerrep., Dansk Folkeparti

Omar El-Hussein var kendt af myndighederne, men Københavns Kommune vurderede, at familien var ressourcestærk og gjorde derfor ikke mere. Derfor havde Finn Rudaizky heller ikke selv meget til overs for beslutningen i går.

- Det er godt gjort, at det er budbringeren - ham, som afslører, hvordan Københavns Kommune fuldstændig fejlede i hele forløbet med terroristen Omar El-Hussein - er den eneste, der skal straffes. Det er simpelthen horribelt. Alle i kommunen, som intet opdagede, de går fri, sagde han i går i en pressemeddelelse.

Læs også Radikale i København: Rudaizky er ikke sit embede værdig

Hos Venstre er man bekymrede over beslutningen, da de lækkede oplysninger ifølge partiet havde offentlighedens interesse, og at det ikke burde kunne fratage et mandat, når man forsøger at bekæmpe terror.

- Det er altså vigtigere at beskytte en uduelig forvaltning end at respektere vælgernes dom hver fjerde år, afslutter Jens-Kristian Lütken sit debatindlæg.