Foto: Bax Lindhardt - Scanpix

Ung mand død af meningitis: Det skal du være opmærksom på

Herunder kan du se, hvilke sygdomstegn man skal være opmærksom på i forbindelse med meningokoksygdom.

En ung 18-årig mand fra Københavnsområdet er mandag død af meningokoksygdom, der også kendes som smitsom meningitis.

Sygdommen har dermed krævet sit andet offer i Danmark i 2017, efter at en 17-årig gymnasieelev fra Nordsjælland den 1. januar også mistede livet.

Selvom sygdommen også kaldes smitsom meningitis og er en alvorlig hjernehindebetændelse, så betegnes den alligevel af Sundhedsstyrelsen som værende sjælden og kun lidt smitsom. Der opstår sjældent flere end ét tilfælde, og i 2015 var der i alt 40 tilfælde i Danmark, heraf få dødsfald.

Læs også 18-årig død af smitsom sygdom

Ifølge Anette Lykke Petri, der er enhedschef, overlæge, ph.d. hos Styrelsen for Patientsikkerhed, er det kun nødvendigt med forebyggende behandling, hvis man har sovet sammen med eller kysset en person der er syg med meningokoksygdom inden for en periode på ti dage fra sygdommens start.

Bakterierne spredes fra person til person med smådråber, der opstår ved hoste og nys. Den syge er næsten altid smittet af en tilfældig, rask smittebærer, og ikke af en patient med meningokoksygdom.

Men sygdommen er farlig, og man må derfor altid være på vagt over for den. Sygdommen kan udvikle sig i løbet af få timer til både meningitis og blodforgiftning, og det er derfor vigtigt at reagere, hvis den syges tilstand forværres. Ved tidlig behandling vil de fleste blive fuldstændig helbredt efter behandling under indlæggelse på sygehus.

Herunder kan du se, hvilke sygdomstegn man skal være opmærksom på i forbindelse med meningokoksygdom. Er der den mindste mistanke, er det vigtigt, at man tilkalder læge.

  • Sygdommen kan i begyndelsen ligne influenza.
  • Inden for 1-2 døgn stiger temperaturen til 38 - 40° C eller mere.
  • Feberen kan indtræde pludseligt og være ledsaget af kulderystelser eller kramper.
  • Der er ofte stærk hovedpine, opkastninger og ulyst til at spise og drikke.
  • Den syge bliver døsig eller urolig, forpint og irritabel, måske uklar.
  • Meningokoksygdom kan også medføre blødninger i huden, der viser sig som røde eller blårøde punkter eller mærker.
  • I nogle tilfælde er der spændinger i nakke og ryg, så foroverbøjning af hovedet er smertefuld og vanskelig.

Hos spædbørn kan symptomerne dog være noget anderledes. Børnene kan være mindre aktive, ikke ville spise eller drikke, græde ved mindste berøring, blive tiltagende sløve og kaste op.

Læs også 17-årig døde af sjælden sygdom: Nu skal hele gymnasiet vaccineres

Uden for kroppen dør bakterierne hurtigt, og sygdommen kan ikke overføres via madvarer. Der er ligeledes heller ikke grund til særlig rengøring af legetøj eller lokaler, når sygdommen er konstateret.

I forbindelse med vaccination, så er det Styrelsen for Patientsikkerhed, der tager stilling til, hvem der skal tilbydes vaccination. Det er oftest de personer, der har fået forebyggende behandling med antibiotika. Vaccinen giver god beskyttelse efter 5-6 dage, men kun over for den meningokok-type man er vaccineret imod, og beskyttelsen svinder efter et par år.

(Kilde: Sundhedsstyrelsen).