Det nye anlæg skal genanvende brugte dæk, som bliver lavet til fossilfri olie, kulstøv og stålskrot.

Ulykkesfirma klar til ny produktion

Reaktor ApS starter nyt anlæg oven på brand-ulykke.

Det er 182 dage siden, at et testanlæg i virksomheden Reaktor ApS i Frederiksværk brød i brand, udspyede giftig røg og lagde alle forsøg i dvale. Men nu er de sorte skyer drevet bort, og virksomheden er klar til at starte et nyt anlæg med den svenske virksomhed Cassandra Oil AB. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Det er korrekt, at vi har indgået en samarbejdsaftale med Cassandra Oil om at udveksle ideer og få igangsat en produktion. De har et patenteret anlæg, som er ganske usædvanligt i forhold til, hvad vi ellers har set, og vi har snart ti års erfaring og viden på området, siger Flemming Birke Jørgensen, adm. direktør i Reaktor ApS, til Frederiksborg Amts Avis.

Efter ulykken i oktober sidste år blev Reaktor politianmeldt af Halsnæs Kommune, og politikerne stod i kø for at kritisere virksomheden. Men det nye anlæg får politisk opbakning allerede før de første ansøgninger om miljøtilladelser er afsendt. 

Læs også Virksomhed politianmeldt for voldsom brand i Halsnæs

- Jeg kunne sagtens forestille mig at give miljøtilladelse til projektet. Ideen i at få en godkendelse er, at alt bliver undersøgt grundigt. Hvis alt er i orden, så er det fint med mig, men vi kommer til at være ekstra opmærksomme i forhold til det, der skete sidst, siger Steen Hasselriis (V), borgmester i Halsnæs Kommune.

De svenske partnere kender også til Reaktors uheld, men gør det i et nyhedsbrev, som Frederiksborg Amts Avis er i besiddelse af, klart, at sikkerheden i deres anlæg er bedre.

Det nye anlæg skal genanvende brugte dæk, som bliver lavet til fossilfri olie, kulstøv og stålskrot. Det får en årlig kapacitet på omkring 12.000 tons dæk og skal ifølge Frederiksborg Amts Avis' oplysninger placeres på det gamle elektrostålværk i Frederiksværk. 

Arkivindslag:

02:17 Luk video

Læs også Naboer til kemikalieudslip: Flyt den virksomhed