Svømmehalsfirma kaster håndklædet i ringen efter økonomisk dukkert

Flintholm Svømmehal skal have ny operatør. Det nuværende firma, som står for driften, har ikke kunnet drive svømmehallen uden at tabe penge.

00:30

TV 2 Lorry var med, da Flintholm Svømmehal åbnede tilbage i sommeren 2017.

Det er ikke gået meget mere end to år, siden de første badegæster hoppede en tur i vandet i Frederiksbergs spritnye svømmehal.

Men svømmehallens blå bassin har siden hen vist sig at stå i skærende kontrast til de røde tal i svømmehallens regnskab.

Efter næsten to års drift har Gribskov Gruppen, som står bag driften af Flintholm Svømmehal, meddelt Frederiksberg Kommune, at det ikke har været muligt at drive svømmehallen uden et økonomisk tab.

Derfor ønsker virksomheden at afvikle samarbejdet, og mandag aften godkendte Magistraten en aftale om afvikling af samarbejdet, oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.

01:21

Frederiksberg ophæver samarbejde med operatør om Flintholm Svømmehal

Luk video

Der er mange spørgsmål, som vi nu skal finde svar på

Nikolaj Bøgh (Kons.), formanden for Kultur og Fritidsudvalget

Svømmehallen fortsætter dog med at være åben for brugerne, mens der arbejdes med en ny plan for svømmehallens fremtid.

- Aftalen sikrer, at svømmehallens mange brugere ikke vil opleve ændringer her og nu. Samtidig giver den os tid til at tænke alle muligheder godt igennem, så vi kan finde ud af, hvordan vi viderefører Flintholm Svømmehal bedst muligt, udtaler borgmester Simon Aggesen fra De Konservative i pressemeddelelsen.

Usikker fremtid

Selvom der nu rejser sig mange ubesvarede spørgsmål omkring svømmehallens fremtid, er formanden for Kultur og Fritidsudvalget, Nikolaj Bøgh (Kons.), tilfreds med aftalen.

- Nu ser vi fremad og forsøger at skabe ro om svømmehallens fremtid for brugerne, foreninger, gæster og – ikke mindst – svømmehallens medarbejdere. Der er mange spørgsmål, som vi nu skal finde svar på i en politisk proces. Og vi informerer løbende undervejs, udtaler han i pressemeddelelsen.

Bestyrelsesformand ærgrer sig

Flintholm Svømmehal har indtil nu været et offentligt-privat samarbejde mellem Gribskov Gruppen og Frederiksberg Kommune.

Gribskov gruppen har ikke bare været bygherre på Flintholm Svømmehal, men skulle oprindeligt også have været ansvarlige for driften i 20 år. Men efter blot to år er det altså slut.

Bestyrelsesformand i Gribskov Gruppen Mogens Jørgensen ærgrer sig over, at det ikke er lykkedes at få en fornuftig forretning op at køre.

- Vi er naturligvis ærgerlige over, at det ikke kunne lykkes for os at etablere en økonomisk fornuftig drift af Flintholm Svømmehal. Men vi er glade for den svømmehal vi har bygget til Frederiksberg Kommune og den modtagelse den har fået af kommunens borgere.

- Når det ikke kunne være anderledes, er vi glade for at svømmehallen fortsætter i nyt regi til gavn for borgerne på Frederiksberg og ikke mindst vores engagerede medarbejdere, siger han i pressemeddelelsen.

S vil have gjort svømmehal kommunal

Hos Socialdemokratiet har man, før svømmehallen i sin tid blev bygget, været modstandere af, at svømmehallen skulle drives af en privat aktør.

- Vi har fra start været  imod den driftsløsning, som de borgerlige partier besluttede - nemlig at svømmehallen skulle drives af en privat aktør. Vores bekymring gik på, at det ville blive markant dyrere for vores borgere at gå i svømmehallen. Det viste sig desværre at holde stik, skriver Gunvor Wibroe, kommunalbestyrelsesmedlem for Socialdemokratiet, i en mail til TV 2 Lorry.

Hun understreger samtidig, at det er vigtigt for Socialdemokratiet, at der er nok svømmehalskapacitet på Frederiksberg, og at børn og voksne fortsat kan benytte sig af Flintholm Svømmehal. Derfor bakker partiet også op om den løsning, som kommunalbestyrelsen pt. har fundet for svømmehallen.

- Men det skal ikke være noget hemmelighed, at Socialdemokratiet gerne ser, at svømmehallen på sigt bliver kommunal ligesom Frederiksberg Svømmehal, så vi kan sikre fornuftige billetpriser for borgerne på Frederiksberg, skriver Gunvor Wibroe i mailen.

Frederiksberg Kommune arbejder på at afdække mulige modeller for den videre drift af Flintholm Svømmehal efter 1. juli 2020.

Kommunalbestyrelsen behandler en plan for fortsat drift af svømmehallen efter sommerferien.

01:21

Frederiksberg ophæver samarbejde med operatør om Flintholm Svømmehal

Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?