Foto: Jens Nørgaard Larsen - Ritzau Scanpix

Politiet skriver tale til konfirmanderne - men ikke uden alvorsord

Nordsjællands Politi minder konfirmationsgæster om, at det ikke er alle derude, der er Guds bedste børn.

Stor Bededag er måske den dag på året, hvor flest unge mennesker trækker i det hvide skrud og går mod kirken.

Det har fået Nordsjællands Politi til at forfatte en konfirmationstale til de unge.

Betjenten bag talen starter med at rose. For de unge nu til dags er langt artigere end tidligere. 

Tag ved lære af andres fejl, så du slipper for selv at gøre dig de dyrtkøbte erfaringer

Nordsjællands Politi

"Fra mit synspunkt som politibetjent er både du og dine venner og veninder langt mere fornuftige, end de unge var, dengang jeg selv var i din alder. Færre af jer begår i hvert fald noget kriminelt sammenlignet med i datiden, og det er dejligt at se, at rekordfå af de unge mennesker har udfordringer med at holde sig inden for lovens rammer", skriver Nordsjællands Politi. 

Læs også 1005 unge sigtet for deling af sexvideo: Nu vil kommune hjælpe dem

Men talen er ikke uden alvor. De unge skal nemlig lære at bruge sociale medier og deres smartphones på ansvarlig vis.

"Så håber jeg, at du tænker dig overordentligt godt om, inden du deler materiale af andre på nettet. Det kan, som du forhåbentlig allerede ved, have store konsekvenser for både dig selv og dem, der figurerer i materialet. Tag ved lære af andres fejl, så du slipper for selv at gøre dig de dyrtkøbte erfaringer", skriver politiet.

Politiet skriver sådan ovenpå et år, hvor politiet for alvor er gået imod deling af andres billeder. Her er 1000 unge blandt andet blevet sigtet for at have delt et sexvideoklip, hvor to 15-årige optrådte.

Politiet slutter dog af på en god note med at ønske konfirmanderne tillykke -  og så glæder betjenten sig til at møde de unge, når de tager kørekort eller skal igennem paskontrollen.

Pas på gaver i bilerne

Politiet går også ud med en advarsel på Stor Bededag. 

For selvom det er nemmest at lade gaven ligge i bilen, mens du er til konfirmation - så er det ikke en god idé, skriver politiet.

"Skal du med som gæst til en konfirmation, så efterlad ikke gaver og andre værdigenstande i bilen, så Gud og i særdeleshed hvermand kan blive ledt i fristelse", skriver Nordsjællands Politi. 

Læs også Opråb til konfirmationsgæster: Tyve stjæler gaven imens du er i kirke

Gud kigger måske med, men han ringer ikke til politiet, så der må du gerne træde til.

Nordsjællands Politi

"Det er møgirriterende, at det er nødvendigt at advare om, men synlige værdigenstande i en parkeret bil kan lokke personer frem, der ikke er Guds bedste børn", skriver man.

Derudover opfordrer politiet til, at man henvender sig til politiet, hvis man ser nogle mystiske personer luske omkring på parkeringspladsen foran kirken, der "muligvis skal straffes for deres synder".

"Gud kigger måske med, men han ringer ikke til politiet, så der må du gerne træde til", skriver Nordsjællands Politi.