Peter Madsen blev reddet i land i Dragør Havn den 11. august efter en større redningsaktion ud for Københavns Havn.

I sagen er ubådsbyggeren Peter Madsen sigtet for at have dræbt den svenske journalist Kim Wall i sin ubåd. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

1 af 2

Politiet har fundet nye spor i ubåds-sagen

Københavns Politi har gjort nye fund, der "formentlig" er relateret til ubådssagen.

Københavns Politi har gjort nye fund, der "formentlig" er relateret til ubådssagen. Det skriver politiet på Twitter.

Lørdag klokken 10 vil politiet på et pressemøde løfte sløret for, hvad det er, man har fundet.

- Jeg har ingen kommentarer til, hvad vi har fundet, før i morgen, siger drabschef Jens Møller fra Københavns Politi til Ritzau.

Læs også Obduktion: Kim Wall havde 14 knivstik i underlivet

Oplysningen om de nye fund kommer efter, at politiet fredagen igennem har ledt med dykkere i Køge Bugt ud for Avedøre Holme.

Ekstra Bladet, som har haft en fotograf nede i området, skriver, at politiet på et tidspunkt lagde 'noget' ind i en rustvogn fra Falck, og at rustvognen efterfølgende kørte til Retsmedicinsk Institut.

I sagen er ubådsbyggeren Peter Madsen sigtet for at have dræbt den svenske journalist Kim Wall i sin ubåd.

Sagen begyndte at rulle tilbage i august. Her var ubådsbyggeren Peter Madsen og Kim Wall sejlet ud om aftenen 10. august på ubåden "UC3 Nautilus"

Læs også OVERBLIK: Sagen om ubådsmanden og den dræbte journalist

Peter Madsen nægter, at han har dræbt den svenske journalist. Hun døde ganske vist på ubåden, men det var ved en ulykke, hvor hun fik en ubådslåge i hovedet, siger Peter Madsen.

Han erkender også, at han smed liget over bord, men afviser, at han parterede det først.

En obduktion har ikke kunnet fastslå dødsårsagen. Men den har vist, at der på Kim Walls torso er konstateret ikke færre end 14 knivstik i underlivet.

Disse er påført "omkring dødens indtræden eller kort tid efter", sagde specialanklager Jakob Buch-Jepsen tirsdag, da Madsens varetægtsfængsling blev forlænget i et retsmøde i Københavns Byret.

Læs også Anklager: Madsens computer indeholdt videoer med kvindedrab

I retsmødet kom det også frem, at der på en harddisk tilhørende Peter Madsen er fundet videoer omhandlende fetich, tortur og drab på kvinder ved henholdsvis hængning, halshugning og afbrænding.

- Det er ægte videoer af henrettelser optaget i udlandet. Det er ikke videoer optaget af Peter Madsen. Men det er nogle videoer, der efter vores opfattelse indikerer, at man kan have interesse for de her ting, sagde Jakob Buch-Jepsen.

Ved tirsdagens retsmøde fik Peter Madsen sin varetægtsfængsling forlænget frem til 31. oktober.

I en sms til Ritzau skriver hans forsvarer, Betina Hald Engmark, at hun og Peter Madsen har besluttet ikke at kære fængslingen til Østre Landsret.

Læs også Efter nye beviser: Peter Madsen skal fortsat sidde fængslet