Foto: TV 2 Lorry

Politi om trippeldrab-sag: Ven prøveskød pistol

Københavns Politi har sigtet i alt 17 personer i en sag om besiddelse af tre pistoler og en riffel.

Venner og bekendte til tre unge mænd, der i november blev likvideret i en lejlighed på Frederiksberg, har tilsyneladende været indstillet på at gengælde forbrydelsen.

En 23-årig mand beskyldes i hvert fald for at have foretaget prøveskydning af en pistol i tiden efter drabene.

Det fremgår af en sigtelse, som specialanklager Jakob Buch-Jepsen torsdag formiddag vil læse op i et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.

I alt er 17 personer med relationer til de tre mænd, der 11. november 2015 blev fundet dræbt i en lejlighed på Christian Paulsens Vej, blevet sigtet i en sag om besiddelse af tre pistoler og en riffel.

Af dem sidder 13 personer i forvejen varetægtsfængslet, og nu ønsker Københavns Politi, at også den 23-årige spærres inde.

Onsdag eftermiddag oplyste politiet, at to mænd ville blive begæret varetægtsfængslet. Men torsdag fortæller Jakob Buch-Jepsen til Ritzau, at en 20-årig mand er blevet løsladt.

Af sigtelsen mod den 23-årige fremgår det, at han 6. januar 2016 sammen med en gruppe andre mænd var i besiddelse af en skarpladt pistol med syv patroner.

På et tidspunkt om aftenen affyrede den sigtede våbnet, påstås det.

I forbindelse med en stor anholdelsesaktion i januar udtalte politiet, at man mener, at de tre pistoler og riflen skulle bruges til at hævne det tredobbelte drab.

Drabene på de tre mænd på 19, 23 og 24 år havde karakter af en decideret likvidering. Obduktionen viste, at de tre mænd formentlig lå og sov, da de blev skudt og dræbt.

Politiets efterforskning har vist, at de tre tilhørte en mindre gruppe, som tilsyneladende havde en del fjender.

Det er også tidligere kommet frem, at de tre dræbte havde relationer til det københavnske rocker- og bandemiljø. Politiet mener derfor, at motivet til drabene bunder i dette fjendskab.

Politiet har endnu ikke anholdt eller sigtet nogen for det tredobbelte drab.