Foto: ARD

Nu falder dommen: Ville 21-årig sprænge bombe i København?

I samarbejde med tv2.dk

En 21-årig syrer er tiltalt for at ville begå terror i København i Islamisk Stats tjeneste.

Han havde kurs mod København.

I sin rygsæk medbragte han omkring 17.000 tændstikker, to køkkenknive, seks walkie-talkier, 17 batterier og en pakke fyrværkeri.

Han blev stoppet ved grænsen - undervejs på færgen fra Puttgarden til Rødby - i november sidste år, fordi han ikke havde medbragt et gyldigt pas. Og senere anholdt i et flygtningecenter i Tyskland.

Men var den unge, syriske mand, Dieab K., i dag 21 år, på vej mod den danske hovedstad for at bringe en selvmordsbombe til sprængning? 

Læs mere under fotoet

Læs også Syrer fik svensk hjælp før muligt bombeangreb i København

Eller var han kurér for andre IS-sympatisører, der var i gang med at planlægge et terrorangreb i København?

Det skal dommerne ved retten i den tyske by Ravensburg tage stilling til onsdag, hvor der afsiges dom i sagen mod den unge syrer.

Delvis tilståelse

Sagen har vakt stor opmærksomhed i både dansk og tysk presse. 

TV 2 har været til stede i retten i Ravensburg, der ligger omkring 50 kilometer fra den 21-årige syrers hjem i byen Biberach i delstaten Baden-Württenberg. Her har Dieab K. siddet på anklagebænken siden 19. juni.

Syreren er tiltalt i Tyskland for at ville begå terror i København, og allerede forud for de indledende retsmøder har den unge mand erkendt sig delvist skyldig. Som TV 2 tidligere har kunnet beskrive, har manden erkendt, at han var bevidst om, at bombeplanerne og et muligt terrorangreb i København kunne koste civile ofre. 

Læs også Syrer tiltalt for terrorplaner: Her er stridspunkterne fra retssag

Ifølge den 21-åriges forsvarer, Werner Haimayer, skulle den syriske mand dog kun blot transportere enkelte elementer til en bombe til Danmark, hvor han efter planen skulle have afleveret dem til en kontakt fra Islamisk Stat i København.

Werner Haimayer har under retssagen fortalt, at Dieab K. ikke længere sympatiserer med Islamisk Stat. 

Her ses den 21-årige syrer i retten. Foto: ARD

Beviser fundet på mobiltelefon

Ved retsmøderne er syreren blandt andet blevet spurgt om, hvorfor han rejste den lange vej til Danmark med knive, tændstikker og walkie-talkier i rygsækken.

- Jeg ville tjene IS, så jeg købte, hvad jeg fik besked på, svarede syreren, der i flere medier er blevet døbt 'Tændstikmanden'.

Dieab K. rejste angiveligt gennem Grækenland, Makedonien, Ungarn og Østrig, før han ankom til Tyskland som del af den massive flygtningestrøm i 2015. 

Læs også Terror-klods under forvandling: "Vi vil fjerne folks frygt"

Ifølge TV 2s oplysninger er han den ældste søn af en skohandler i Damaskus. Han har en studentereksamen, og han har læst til ingeniør, et studie han oprindeligt havde sat sig for at læse videre på i Tyskland.

På et tidspunkt begyndte han dog at sværge til Islamisk Stat, og angiveligt har han senere også planlagt at tage til Mellemøsten for at kæmpe for IS. 

Anklageren i sagen, Marcus Höschle, har undervejs på retsmøderne oplyst om, at man på Dieab K.'s HTC-mobiltelefon har fundet afskedsbreve og en manual til at fabrikere en bombe.

Rejste på enkeltbillet

Anklageren har også pointeret, at den 21-årige syrer kun havde købt en enkeltbillet til København, og at han ikke havde noget skiftetøj med, da han begav sig ud på den over 1000 kilometer lange togrejse mod den danske grænse. 

Læs også Jødisk skole trænger til ro: Ikke rart at være terrormål

Det forventes, at der fældes dom i sagen onsdag omkring klokken 11.15, fortæller TV 2s udsendte Søren Søgaard Jensen, der befinder sig i retten i Ravensburg. 

- Det er svært at spå om, hvilken dom, der falder i sagen. Noget kunne pege på, at den syriske mand vil få en såkaldt 'ungdomsdom', som man i Tyskland kan blive idømt, hvis man er mellem 18 og 21 år, siger Søren Søgaard Jensen.

TV 2s udsendte oplyser også, at tiltalte i tilsvarende terrorsager i Tyskland er blevet idømt mellem fem og 12 års fængsel. 

Læs også Ulåste skraldebiler udgør terrorrisiko: Nu ændres rutinerne

I samarbejde med tv2.dk