Gratis offentlig transport er en dyr og dårlig idé, siger trafikforsker

Der er kun en minimal klimagevinst ved at gøre offentlig transport gratis, som DF har luftet tanker om. Forskere efterlyser i stedet andre tiltag.

Gratis offentlig transport vinder frem i Europa.

I Luxembourg bliver alle busser, tog og sporvogne gratis fra 1. marts 2020, og i den estiske hovedstad, Tallinn, kan byens 420.000 indbyggere komme gratis fra A til B i bus.

Dansk Folkepartis klimaordfører, Morten Messerschmidt, ser det som en tendens og vil undersøge, hvad gratis offentlig transport i Danmark vil koste.

Regnestykket blev dog allerede lavet i 2015 af trafikforsker Per Homann Jespersen fra RUC, da Alternativet havde et identisk forslag.

Dengang lød vurderingen, at gratis offentlig transport ville koste 15 milliarder kroner om året.

Morten Messerschmidt vil have friske udregninger, men vurderer, at gratis offentlig transport i hovedstadsområdet vil koste omkring fem milliarder kroner. Et beløb, han baserer på en udregning fra en rapport udgivet af Teknologirådet fra 2006.

En af forfatterne til rapporten, lektor Anker Lohmann-Hansen fra Aalborg Universitet, afviser dog det tal og understreger, at det er svært at beregne.

- Det vil vel koste omkring en milliard kroner at gøre offentlig transport gratis i de tre store provinsbyer Aarhus, Aalborg og Odense. Det er ikke muligt at sige, om det ville koste fem milliarder med gratis offentlig transport i hovedstaden, eller om det vil koste mere eller mindre, siger han.

Minimal klimagevinst

Morten Messerschmidt vil overveje at gøre den offentlige transport gratis af klimahensyn. Blandt andet er det håbet, at mere offentlig transport vil reducere CO2-udledningen fra transportsektoren.

Per Homann Jespersen, trafikforsker ved RUC, har dog tidligere afvist, at det vil medføre nogen nævneværdig miljøgevinst.

Biltrafikken vil blive reduceret med fire procent, og samtidig vil antallet af busser og tog stige.

- Så har vi på den ene side færre biler og på den anden side flere busser og tog, som også forurener. Så det gik næsten lige op i de beregninger, vi lavede, har Per Homann Jespersen tidligere sagt til DR.

Idéen om gratis offentlig transport får heller ikke opbakning fra Harry Lahrmann, trafikforsker fra Aalborg Universitet.

Vil man gøre noget godt for klimaet, skal man gøre det dyrere at køre i bil.

- Det er en dyr og dårlig idé, for gør vi en ting gratis, bruger vi det mere. De, der kører kollektivt i forvejen, vil køre mere. De, der kører bil, vil bruge kollektiv trafik mere, og de, der kører på cykel, vil i stedet tage bus og tog, siger han.

Det sidste vil næppe gavne klimaet.

Han mener, at et eventuelt forslag om gratis offentlig transport højst vil kunne karakteriseres som symbolpolitik.

400.000 pendler til Luxembourg

Miljøgevinst eller ej: I Luxembourg kommer den gratis offentlige transport altså 1. marts 2020.

Der bor kun 110.000 i Luxembourg by, mens 400.000 yderligere pendler til hertugdømmets hovedstad. Her ses biler på vej til Luxembourg fra Frankrig.
Der bor kun 110.000 i Luxembourg by, mens 400.000 yderligere pendler til hertugdømmets hovedstad. Her ses biler på vej til Luxembourg fra Frankrig.
Foto: Jean-christophe Verhaegen / Scanpix Denmark

Hovedstaden Luxembourg er en af de byer i verden, der har den største trafikale overbelastning. Der bor omkring 110.000 mennesker i byen, men yderligere 400.000 pendler dagligt til byen for at arbejde. En undersøgelse viste i fjor, at trafikanter i byen i gennemsnit brugte 33 timer på at sidde fast i trafikpropper i 2016.

Regeringen i Luxembourg har endnu ikke lavet en færdig plan for at afskaffe billetpriserne i de offentlige transportmidler.

Blandt andet er det fortsat uafklaret, hvad man fremover skal gøre med de passagerer, der ønsker at køre på 1. klasse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik