Transportminister hives i samråd om nedlagte S-toglinjer

Et politisk flertal på Christiansborg opfordrer DSB til at ændre forringelserne af S-togstrafikken i Københavns Omegn. S hiver transportministeren i samråd.

Siden den 10. december har mange S-togpassagerer på den københavnske vestegn måttet se langt efter toget.

Her trådte der nemlig en ny DSB-køreplan i kraft, som betød, at S-toglinjerne E og Bx ikke længere stopper på stationerne Friheden, Hvidovre, Rødovre og Brøndby Øster.

quote Det er fuldstændig uacceptabelt og helt på månen med de her markante forringelser på S-togtrafikken på Vestegnen.

Morten Bødskov, folketingsmedlem for Socialdemokratiet 

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har længe været arge modstandere af, at S-toglinjerne blev sløjfet. De kalder det for en spareøvelse og en forringelse af S-togtrafikken for borgerne i Københavns Omegn. Et synspunkt, som nu også Enhedslisten, Alternativet, De Radikale og SF bakker op om.

Socialdemokratiets Morten Bødskov har derfor indkaldt transportminister Ole Birk Olesen (LA) til et samråd onsdag morgen.

Her vil Bødskov sammen med de andre partier forsøge lægge pres på ministeren og den vej igennem også DSB for at få S-toglinjerne tilbage til de fire stationer.

- Det er fuldstændig uacceptabelt og helt på månen med de her markante forringelser på S-togtrafikken på Vestegnen, siger Morten Bødskov til TV 2 Lorry.

Laura Olsen tager hver dag Linje E, når hun skal til og fra uddannelsen i København. Indslag fra den 02.11.18.

Mange er afhængige af S-tog

Morten Bødskov fremhæver, at Vestegnen i øjeblikket er i stor vækst. Omkring de pågældende stationer skyder nye boligområder og erhvervsområder op, tusindvis af nye indbyggere flytter til, og mange er derfor afhængige af S-tog til og fra arbejde, uddannelse eller fritid.

Som eksempler nævner han blandt andet IrmaByen i Rødovre og Hvidovre Hospital, der nu har karakter af såkaldt supersygehus med tusindvis af besøgende om dagen.

- Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår denne her øvelse fra DSB’s side. Jeg forstår ikke, hvordan man kan mene, at en så kraftig forringelse på så store stationer, som vi taler om her, kan være en fordel for de her områder.

- Hvis ikke det skal være en forringelse, må DSB jo mene, at det må være en fordel. Og det kan jeg simpelthen ikke få til at hænge sammen. Og det jo også det, som et flertal i Folketinget nu heller ikke forstår. Og derfor opfordrer vi nu DSB til at ændre de her forringelser, siger Morten Bødskov.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik