Københavns Byret på Nytorv. Foto: Scanpix Danmark

To domsmænd afgør Ubådssagen: - Der hviler et enormt pres på dem

I samarbejde med tv2.dk

En tidligere domsmand er glad for, at det ikke er ham, der skal dømme i sagen mod Peter Madsen.

Onsdag den 25. april er skæbnens time i retssagen mod Peter Madsen. Dommen er sat til at falde klokken 13, og det er to helt almindelige mennesker uden særlig forstand på jura, der afgør hans skæbne.

To såkaldte domsmænd skal sammen med en dommer afgøre, om Peter Madsen skal kendes skyldig eller uskyldig i drab, anden kønslig omgang end samleje, usømmelig omgang med lig og forskellige brud på søfartslovgivningen under en sejltur i ubåden UC3 Nautilus i august 2017. 

Læs også Det kom frem på 11. dag i retssagen mod Peter Madsen

Hvis han kendes skyldig, ligger det også i dommerens og i domsmændenes hænder at afgøre, hvilken straf Peter Madsen skal have.

Anklageren kræver livstid, mens forsvareren opfordrer til seks måneders fængsel for partering af lig. Hun hæfter sig ved, at der ikke er fastslået en endelig dødsårsag eller nogen fældende beviser.

- Domsmænd må føle sig klemt

I Danmark går omkring 10.000 almindelige mennesker rundt med titlen lægdommer, hvilket betyder, at de enten kan kaldes ind som domsmænd eller nævninge. De har alle tavshedspligt, hvilket gør, at de ikke kan tale om de sager, de har været med til at dømme. 

Læs også Onsdag falder dommen: Det betyder mentalerklæringen for Peter Madsen

Robert Nielsen er tidligere domsmand. I otte år var han med til at dømme i Københavns Byret, og han er glad for, at det ikke er ham, der skal dømme i sagen mod Peter Madsen. 

- Domsmændene må føle sig en lille smule klemt på grund af sagens størrelse, mediebevågenheden og det følelsesmæssige pres, siger han. 

Fakta frem for følelser

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage fortæller, at enhver dygtig advokat vil forsøge at appellere til følelser i arbejdet med at overbevise domsmænd – og her adskiller retssagen mod Peter Madsen sig ikke.

- Det er meget almindeligt, at man har den opfattelse, at man har en bedre chance for at få lægdommerne overbevist om sit synspunkt, siger Mette Grith Stage og fortsætter:

- Det er en retssal og ikke en teaterscene. Det er vigtigt, at man ikke overdramatiserer, men det er helt fair at spille på følelserne. 

Læs også Peter Madsens ekskone er for syg til at vidne

Også Lene Sigvardt fra Dommerforeningen mener, at man kan være helt tryg ved at lade almindelige mennesker dømme. Hun minder om, at der altid er en uddannet dommer til stede.

- I Danmark har vi nogle meget professionelle domsmænd. Vi sørger for, at der dømmes på baggrund af fakta frem for følelser, siger hun.