02:33

Nyt håb til familien: Zeyneps sag skal undersøges til bunds

Politikeren Mattias Tesfaye er gået ind i sagens om en udvist kvinde fra Albertslund.

I Albertslund bor kurdiske Zeynep Kart hos sin bror og hans familie. Hun er 49 år, men da hun er mentalt retarderet, er hendes hjerne kun udviklet som en 3-årigs. Derfor skal hun have hjælp til alt fra påklædning til toiletbesøg.

Zeynep har ingen nær familie i Tyrkiet, hvor hun kommer fra. Men hun har fået afslag på opholdstilladelse og må derfor rejse ud af landet. 

Et samråd i Folketinget har dog givet familien nyt håb. Her undskyldte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, Venstre, fejlbehandling af en række sager om syge udlændinge og lovede at flere sager skulle genoptages.

Og nu er Mattias Tesfaye, udlændingeordfører for Socialdemokratiet gået ind i sagen. 

Det skriver Lokalavisen.dk.

- Jeg har bedt om en redegørelse for sagen fra udlændinge- og integrationsministeren, siger Mattias Tesfaye, Soc.dem., der ikke vil lægge sig fast på, om Zeynep Kart bør udvises eller ej:

 -Det er meget kompliceret jura, og vi er nødt til at kende hele sagen til bunds, før vi kan træffe den endelige afgørelse, siger Mattias Tesfaye til Lokalavisen.dk. 

Læs også Zeynep udvises på trods af løfte: "Hun bliver aldrig en byrde"

Familien vil selv betale alt

Zeynep Kart flyttede i 2012 til Danmark med sin mor, hvor resten af familien allerede havde boet og arbejdet i 20 år. Da moderen døde i 2015 søgte familien om humanitær opholdstilladelse for Zeynep - men fik afslag.

Afslaget på opholdstilladelsen fik i maj 2017 Zeyneps familie til at love, at de selv vil stå for al fremtidig pleje af Zeynep og samtidig betale alle udgifter, så hun aldrig vil koste de danske skatteydere en krone.

Dengang sagde Zeyneps nevø, Harun Demirtas: 

- Familien vil stille 200.000 kroner som sikkerhed, så hun aldrig kommer til at være en byrde for det danske samfund. Den dag hun kommer til at søge om offentlige midler, så må de inddrage de penge. 

Læs også Brutalt hærværk: Her knuser maskerede bøller Alis livsdrøm