Foto: IOC Media

Mini-olympiade til Roskilde: Faklen bæres af byens børn

50 tidligere OL-atleter kaster i juni deres stjernestøv ud over Roskilde.

Sankthansaften bliver noget helt særligt i Roskilde i år.

Her skal en fakkel tændes og bæres fra idrætsklub til idrætsklub igennem byen for at slutte i Idrætsparken, hvor flammen skal tænde årets sankthansbål.

Weekenden den 22. til 23. juni næste år bliver i olympiadens tegn. Organisationen Olympisk Klub Danmark, hvor alle tidligere OL-deltagere er medlemmer, samles i Roskilde, og det får byen glæde af, skriver Dagbladet Roskilde. 

Læs også Elena og Stefan udtaget til Vinter-OL i Sydkorea

Lørdag den 23. juni bliver Roskilde Havn lavet om en lille olympisk landsby, hvor besøgende gratis kan få lov til at prøve kræfter med roning, bordtennis, kørestolsbasket, skydning og håndbold. Flere tidligere atleter selv vil stå på sidelinjen eller spille med.

- Her kan man selv afprøve sportsgrenene, og derudover vil der være dyste mellem atleterne på tværs af sportsgrene og årgange. Bolsjedrengene fra 84 kan eksempelvis dyste mod drengene fra guldfireren. Vi gør det for at lave sjov. Der er nogle, der kommer på udebane, siger René Nielsen, der er vicepresident i Olympisk Klub Danmark til TV 2 Lorry.

Giver videre til byens børn

René Nielsen, der selv har deltaget i para-ol og vundet guld i spydkast, løfter sløret for, at blandt andre den svenske skidronning, Pernilla Wiberg, der har vundet to ol-guldmedaljer, og den danske Mette Vestergaard, der har vundet ol-guld i håndbold i 2000 og 2004, deltager.

Læs også Droppede ud af gymnasiet inden 3.g og blev verdensmester

Eventet starter allerede fredag, hvor de tidligere OL-deltagere vil fortælle 500 af byens folkeskoleelever om deres vej til Olympiaden. Derefter kan børnene selv prøve olympiske discipliner som bordtennis, håndbold, roning og skydning af.

Derefter vil de tidligere ol-deltagere invitere udvalgte talenter fra byen ind til en snak. 

Arrangementet er det første af sin art. Olympisk Klub Danmark forventer at gentage det i 2019 i Herning og i 2020 i København.

Læs også Danmarks vildeste Viktor-fan: "Jeg kan slet ikke forstå det"