Gule bybusser ved stationen i Roskilde. Lige nu ligger der cirka 13.000 billeder på fototeket.roskildebib.dk/fotoweb/ Foto: Fototeket

Mange tusinde tjekker gamle billeder af Roskilde

Lokalhistorie hitter på internettet, hvor mange tusinde gerne deler gamle billeder.

Den digitaliserede del af Roskilde Lokalhistoriske Arkiv har oplevet rigtig stor interesse i de første 15 måneder med billeddatabasen Fototeket.

Fra december 2016 til udgangen af februar 2018 besøgte over 174.000 hjemmesiden.

Og det svarer til rundt regnet 11.600 besøgende hver måned eller 388 om dagen.

Læs også Se de gamle billeder: Magasin du Nord fylder 150 år

- Det viser, hvor vigtigt det er, at lokalarkivet er, hvor folk er, siger arkivchef Martha Haarløv i en pressemeddelelse. 

- Det viser også, at interessen for lokalhistorie bare er rigtig stor i Roskilde og omegn. 11.600 besøgende om måneden svarer til, at der er 16 besøgende i vores historiske webunivers hver eneste time. Vi har jo døgnåbent i Fototeket!

Til sammenligning besøger kun cirka 1.000 borgere fysisk de lokalhistoriske arkiver i kommunen hvert år. 

Fototeket

Der var registreret over 11.000 digitaliserede historiske fotos i Fototeket, da det åbnede i december 2016.

Der sker løbende en digitalisering af gammelt og nyindkommet materiale.

Dags dato er der over 13.000 billeder på http://fototeket.roskildebib.dk/fotoweb/

  Foto: Fototeket

Lokalhistorie hitter på internettet

Der er lovkrav om, at kommunens forvaltninger, afdelinger og institutioner skal aflevere deres bevaringsværdige arkivalier til Stadsarkivet.

Private er ikke omfattet af lovgivningen, men flere steder samler man alligevel materialet sammen. 

Blandt andet i Frederiksberg Kommune og Gentofte Kommune samt hos Forstadsmuseet, der dækker Hvidovre og Brøndby, opfordrer man folk til at indsende billeder og video.

Facebookgruppen 'Gamle København' har i skrivende stund knapt 48.000 medlemmer. Her deler private billeder af hovedstaden, som er mere end 100 år gamle. 

  Foto: Fototeket