Legendarisk kinagrill lukker efter 45 år

Kinagrillen i Helsingør vil blive savnet af mange. Søndag blev de sidste forårsruller produceret og serveret.

Foto: Anja Bencke - TV 2 Lorry

Klokken 21 søndag var det sidste gang, at Churairat Potayanukul og hendes makker langede forårsruller over disken hos den Kinesiske Grill i Helsingør, og det er ikke en hvilken som helst kinagrill, der nu er lukket. Den har eksisteret i byen siden 1973 og gennem alle årene har den haft de samme ejere.

Læs også Knap 300 år på bagen: Historisk værtshus solgt trods årelang kamp

Meget har ændret sig i Helsingør gennem årene, men ikke på kinagrillen. Churairat Potayanukul har gennem alle år serveret mange af de samme retter.

- Før i tiden var der ingen kebab og ingen pizza. Da vi åbnede stedet her, var der ét pizzasted på torvet, og det var dét. Nu er det jo allevegne, siger Churairat Potayanukul.

02:59 Luk video

Tid til pension

Kinagrillen lukker, fordi Churairat Potayanukul og hendes makker skal på pension. Det er velfortjent, for de to har haft et hårdt arbejdsliv med kun én fridag om ugen.

- Vi kommer om formiddagen og går hjem om aftenen. Vi er kun hjemme for at sove, fortæller Churairat Potayanukul om sit arbejdsliv og fortsætter: 

- Nu skal jeg slappe af og bare leve som normalt.

Selvom Churairat Potayanukul og hendes makker bor og arbejder sammen, er de kun venner, siger hun. Foto: Anja Bencke - TV 2 Lorry

Det har ikke været en let beslutning for Churairat Potayanukul at lukke kinagrillen, men det er alligevel endt med et salg.

- Jeg er 68 nu, og vi har gigt, så vi har besluttet, at vi stopper, forklarer hun.

Elsket af mange

Men selvom kinagrillen nu er lukket, bliver Churairat Potayanukul ikke glemt af sine stamkunder.

- Hun kan huske alle kunderne, så hvis man har været væk i et halvt år, kan hun stadig huske, hvad man plejer at bestille, siger og gør, siger en kunde.

  Foto: Anja Bencke - TV 2 Lorry

- Alle ved, hvem kinesergrillen er. Churairat Potayanukul er jo helt speciel, siger en anden.

Fremover skal der være pizzaria og grill i Helsingør Kinesiske Grills lokaler. 

Læs også Populær burgerjoint åbner ny biks på travl togstation

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik