Jeg kan ikke helt genkende den mand, jeg møder, da jeg kommer ind i bedemandsforretningen på Amager.
Sidst jeg så Simon Riber, var det i TV 2-dokumentaren ‘To kolde fra kassen’, hvor man følger ham og hans fars hverdag som ’Øens bedemænd’.
En hverdag præget af liv, død, blomster, kremeringer, øl, smøger og frikadeller.
Her var Simon Riber noget tungere og lidt mere grå i det at se på, hvis man kan sige det sådan.
- Jeg fik jo et chok, da jeg så mig selv på skærmen, fortæller den 30-årige bedemand som noget af det første.
Det er snart halvandet år siden, at de stoppede med at filme. Herefter fik Simon Riber lov til at se nogle af optagelserne.
- Det var jo lidt som at få et slag i ansigtet, fortæller han.
Simon Riber blev brutalt konfronteret med sin livsstil. Lidt for mange smøger, lidt for mange bajere og lidt for mange kilo.
Men Simon Ribers er ikke en mand, der lader stå til.
Så efter at han havde set sig selv på skærmen, gik han straks i gang med at lægge sit liv om.
- Jeg droppede fyraftensøllene, skar ned på smøgerne og begyndte på Wegovy.
Ved hjælp af vægttabssprøjten lykkedes det ham at tabe sig 30 kilo.
Det hænder stadig, at han tager en fyraftensøl med sin far, men det er sjældent.
Da vi sætter os ned med to kopper kaffe i biksen, er det heller ikke cigaretpakken, Simon griber efter, men en plastikinhalator der ligger på bordet.
- Nu ryger jeg under 10 smøger om dagen.
Stadigvæk røde Prince – det er klart.
Fra pusher til bedemand
Det er ikke første gang, at Simon Riber har vendt op og ned på sit liv.
I mange år så hans fremtid ikke ligefrem lys ud.
Simon Riber er født og opvokset på Amager. Hans forældre blev skilt, da han var lille, og herefter fulgte nogle ret kaotiske år.
Ikke kun på grund af skilsmissen, men også fordi Simon Riber med egne ord var “en rigtig rod” som barn.
Han havde svært ved at sidde stille for længe ad gangen og rodede sig ofte ud i problemer.
- Jeg var lidt en ballademager, og så mødte jeg nogle flere ballademagere. Vi begyndte at feste med nogle andre ballademagere, og så kørte det ligesom lidt af sporet.
Simon Riber er ikke typen, der siger nej. Det gjorde han heller ikke, da en af hans venner en dag tilbød ham stoffer.
Han var 12 år.
- Jeg fandt hurtigt ud af, at det var ret sjovt.
I begyndelsen tog han det bare en gang imellem, så blev det hver weekend, og med tiden blev hverdag til weekend.
- Og pludselig var jeg nødt til selv at sælge stoffer for at have råd til at købe dem.
De mange stoffer og manglen på søvn gik ikke bare ud over Simons helbred.
De begyndte også at gøre Simon Riber mistroisk over for alle omkring sig. Overalt så han fjender, og det gik ud over hans venner, familie og daværende kæreste.
- Den tid er jeg er ikke ret stolt af, siger han og finder inhalatoren frem igen.
Fængslet blev vejen ud af stofferne
Efter flere år præget af stoffer og paranoia blev Simon Riber taget af politiet for salg af narkotika.
Han fik en fængselsdom på halvandet år og et tilbud om at komme i behandling for sit misbrug.
Han svarede, som han plejede: ja.
- Det er jeg sgu glad for. Ellers havde jeg sgu selv været begravet nu.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Spørg Os - Afstemning
_
Gennem behandlingen blev Simon Riber tvunget til at arbejde med sig selv. Han skulle se indad, snakke om sine følelser og tale med de tilknyttede behandlere. Alt det gjorde han.
- Modsat min far har jeg aldrig været så bange for at tage imod hjælp fra andre.
Alligevel var det voldsomt at skulle se kritisk på sig selv. Hele sit liv havde Simon Riber været vant til at pege fingre ad andre.
- Men jeg lærte jo, at hver gang du peger fingre af nogen, er der jo stadig tre fingre, der peger tilbage på dig selv, ikke?
Efter ni måneder i fængsel blev Simon Riber løsladt for god opførsel
En ny chance
Under sin behandling blev Simon Riber opfordret til at række ud til alle dem, han havde såret. Heriblandt sin far.
De to har altid haft et tæt bånd, men Simons stofmisbrug havde slidt på deres relation.
- Det er jo altid dem, der er tættest på én, det går mest ud over.
Heldigvis er Søren Riber ikke typen, der bærer nag ret længe ad gangen.
Han gav ikke bare sin søn en chance til, han tilbød ham også en plads i sit nyopstartede firma.
- Det var lige, hvad jeg havde brug for på det tidspunkt.
Det nye job som bedemand gav Simon Riber et nyt fokus, der gjorde det nemmere at holde sig fra stofferne.
I dag er Simon Riber stadig ude af sit misbrug.
Kærester med sin folkeskoleveninde
Det er 11 år siden, at Simon Riber kom i lære som bedemand.
Det blev begyndelsen på et nyt og bedre kapitel i hans liv.
Han er i dag sammen med den pige, han hele sit liv har haft et godt øje til.
De to har kendt hinanden siden folkeskolen, men i alle de år Simon tog stoffer, ville hun ikke være andet end hans ven.
Hun besøgte ham i fængslet, men rystede på hovedet, når Simon Riber sagde, at de en dag ville få børn sammen.
Det var først, da hun så, hvordan Simon tog ejerskab over sit liv efter fængslet, at hun sagde ja til et kys.
I dag har de to børn sammen og bor i en lejlighed på Amager.
- Jeg plejer at drille hende ved at fortælle historien til børnene og slutte af med at sige: “Der kan I bare se – far får altid ret". Det hader hun, siger Simon Riber og griner.
Ringer til far hver aften
Simon Riber har også vundet sin fars fulde tillid tilbage. Han er ikke længere lærling, men medejer af bedemandsforretningen på Amager.
- Nu er den gamle jo også begyndt at tage på ferie er par gange om året og overlade biksen til mig imens. Han stoler virkelig på mig nu.
De to har aldrig været tættere, end de er i dag. De er ikke bare familie og forretningspartnere. De er også bedste venner.
Hver eneste aften ringer Simon Riber til sin far. Det har han snart gjort i seks år.
Det er sjældent nogen særlig lang samtale, de har.
- Han bor jo alene, så det er egentlig bare for at sige godnat – og lige tjekke til ham, tilføjer Simon Riber.
For det er ikke kun i omsorg, at Simon Riber ringer. Der ligger også en bekymring bag opkaldene.
Døden ånder én i nakken
Når man arbejder som bedemand, bliver man hver eneste dag konfronteret med døden. Det sætter sit præg på én, fortæller Simon Riber.
- Vi begynder jo at begrave flere og flere på min fars alder.
Simon Riber tænker en del på sin fars død. Særligt efter at Søren Riber for to år siden fik en blodprop, der var tæt på at koste ham livet.
- Der gik det ligesom op for os begge to, hvor skrøbeligt livet er.
Men Simon og Søren Riber har det anderledes med døden, end de fleste.
De er ikke bange for at tale om den.
Når jeg spørger Simon Riber ind til hans egen død, griber han hverken efter sin inhalator eller de røde Prince.
- Personligt har jeg det sådan, at jeg hellere vil være glad for det liv, der er levet, end trist over døden.
Til hans egen begravelse er det derfor vigtigt, at det ikke kun bliver mørkt og trist.
- Det skal ikke være en sorgens dag. Altså, fejr livet i stedet for, ikke?
Skraldgrinende og smilende pårørende
At være bedemand er også mere livsbekræftende, end mange forestiller sig, fortæller Simon Riber. Inden at han blev det, havde han selv et ret dystert syn på tjansen.
- Jeg forestillede mig en bedemand som sådan en tør kiks, ik'? Sådan en der er helt grå og mæt af dage, men lige skal have det sidste med, inden at han selv skal i jorden.
Simon Riber tog fejl.
Jobbet som bedemand var fyldt med grin, smil og kram.
- Vi har jo begravelsessamtaler, hvor de pårørende simpelthen skraldgriner.
Det skal der også være plads til, mener Simon Riber og hans far.
De har ikke nogen fast procedure for, hvordan et møde skal foregå. Det hele afhænger af, hvad de pårørende har brug for.
- Vi møder folk der, hvor de er. Men det er bestemt ikke altid trist at være bedemand.
De små kister
Der er dog bagsider.
Ligesom sin far er Simon Riber ikke i tvivl om, hvad der er det hårdeste ved jobbet.
Det er børnene.
Det sker heldigvis kun sjældent, at nogen skal bruge en lille kiste. Men når det sker, tager det både Simon og Søren Riber et par uger at komme sig over.
- Jeg plejer som det første at ringe til min kæreste, Sidsel. Så ved hun godt, hvordan jeg har det, når jeg kommer hjem.
De følelser, der kommer med den slags opgaver, kan godt give Simon Riber lyst til at flygte fra sine tanker. Før i tiden brugte han stofferne til at dulme smerten, men den udvej har han ikke længere.
- Nu har jeg heldigvis mine børn.
De hiver ham lynhurtigt tilbage til livet, når tankemylderet overmander ham.
Hjemsøgt af sin onkels død
De mørke dage og tanker er en del af jobbet som bedemand.
Tankerne er der også for tiden, men lige nu er det ikke et dødt ansigt, der hjemsøger Simon Riber.
Det er tværtimod et ansigt, han kun har set i live, der plager ham.
Hans onkels.
Simons onkel døde for omkring et år siden, og familien spurgte straks, om Simon Riber ville stå for begravelsen. Han sagde for første gang nej.
Den beslutning har han siden fortrudt.
- Det æder mig lidt op, at jeg sagde nej.
Ikke fordi det endte dårligt, understreger Simon Riber.
Alt gik fint. Han henviste sin familie til en anden bedemand, han har fuld tillid til.
- Men jeg ville gerne selv have sendt ham afsted.
Vil selv lægge sin far i kisten
Derfor er Simon Riber heller ikke et øjeblik i tvivl, om hvem der skal lægge Søren Riber i kisten, når den dag kommer.
- Det skal jeg.
Det er hans fars sidste vilje at blive begravet på det lokale familiegravsted i Store Magleby på Amager.
Søren Riber vil gerne have, at hans egen søn påklæder og klargør ham og til allersidst skruer låget fast på kisten og kører den afsted til kirkegården.
- Det er ikke noget, jeg ser frem til. Den bliver styg, siger Simon Riber.
- Men jeg kunne aldrig drømme om at sige nej, tilføjer han og tænder en af de røde Prince fra skjortelommen.
