Kulturnat slår rekorder - og får ny lillebror til foråret

Mere end 92.000 købte pas til fredagens kulturarrangementer i byen. Kulturnatten 2018 slår dermed rekord - og udvider nu med en ekstra forårsversion specielt for børn.

Igen i år strømmede tusindvis af kulturglade gæster til hovedstaden til en aften, der giver adgang til nogle oplevelser, man ikke får til hverdag. 

De foreløbige tal viser at flere end 92.000 voksne købte kulturpas til de over 600 særarrangementer, der foregik rundt i hele byen fredag aften. Det er over 10.000 flere end sidste år - og det betyder en soleklart deltagerrekord for Kulturnatten 2018. 

Derfor har arrangørerne bag netop besluttet at udvide konceptet med en ekstra forårsversion. 

- Vi er virkelig glade for at så mange har haft lyst til at udforske og gøre byen levende under Kulturnatten. Det skyldes uden tvivl, at arrangørerne har skabt et spændende program, der lokkede børn og voksne ud i byen. Derfor er vi også ekstra glade for at kunne tilbyde en ekstra Kulturnat til foråret, fortæller Marie Myschetzky, sekretariatsleder for Kulturnatten. 

Kulturnatten i København har eksisteret siden 1993 og er dermed Københavns største enkeltstående kulturelle endagsbegivenhed.

Børnene får deres helt egen kulturnat 

'Den Lille Kulturnat' er navnet på Kulturnattens nye lillebror, der løber af stablen den 15. marts 2019 fra kl. 16 til kl. 21. 

Ifølge arrangørerne bliver forårets arrangement præcis som man kender det: fyldt med eventyr, spænding og sjove eksperimenter. Men som noget nyt, vil programmet være dedikeret til de yngste kulturelskere. 

- Vi har haft meget fokus på, at vi gerne vil gøre noget, hvor børn og voksne oplever i fællesskab. Og derfor laver vi en Kulturnat, som vi plejer, men ligger den tidligere på dagen og sørger for arrangementer, der giver børnene nogle gode oplevelser. De er jo fremtidens kulturforbrugere, fortæller Marie Myschetzky. 

Hun håber at forårets nye endagsfestival vil udvikle sig på samme måde som efterårets Kulturnat, der, da den løb af stablen første gang i 1993, solgte omkring 4000 billetter. 

- Jeg håber virkelig at det er en begivenhed, som gæsterne vil tage imod med glæde. Og som med årene kan vokse sig lige så stærk og stabil, fortæller hun til TV2 Lorry. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik