Arkivfoto. Den hjemløse mand på billedet er ikke fra Ishøj Kommune. Foto: Bax Lindhardt - Scanpix

Ishøj bygger boliger til hjemløse

På trods af, at området førhen kun kunne anvendes til offentlige formål har byrådet i Ishøj nu valgt at bygge seks boliger til hjemløse.

Efter at lokalplan og kommuneplantillæg har været i offentlig høring i 10 uger, har Ishøj Byråd nu vedtaget at opføre seks boliger til hjemløse samt et fælleshus. Boligerne skal etableres på Ishøj Søvej 5 på det grønne areal lige bag det nuværende Ishøj Boldklubs klublokale.

Det skriver sn.dk.

Der er tale om boliger, som bliver bygget parvis som to sammenhængende boliger med egen indgang og have. I fælleshuset har beboerne mulighed for at mødes om fælles aktiviteter, ligesom det kommer til at fungere som kontorrum for en social vicevært, der bliver tilknyttet.

Læs også Kunstners salg af hjemløse forarger

Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Merete Amdisen (S), har fulgt projektet, siden Udsatterådet i kommunen for halvandet års tid siden satte fokus på problemer med hjemløshed.

- Det var de udsatte selv, der pegede på, at det største problem, man havde som social udsat i Danmark, det var hjemløshed. De pegede også på, at det var et problem, vi var rigtig dårlige til at løse i Ishøj Kommune. Derfor gik vi straks i gang med at prøve at udtænke en løsning, som kunne leve op til den kritik, man havde i Udsatterådet, sagde Merete Amdisen ifølge sn.dk på et byrådsmøde onsdag.

Læs også Kultur bygger bro til hjemløse

Vil lade champagnepropper springe

- Derfor er det lige ved, at jeg har lyst til at lade champagnepropperne springe, når vi har vedtaget den her lokalplan, fordi det rent faktisk vidner om, at vi har en borgerinddragelse, og vi har et demokrati i den her by, og at det nytter noget at kaste sig aktivt ind i at ville gøre forholdene bedre, fortsatte hun.

De øvrige partier i byrådet støtter op om etableringen af boliger til hjemløse på trods af, at området førhen kun kunne anvendes til offentlige formål.