Kultur bygger bro til hjemløse

Udsatte borgere i Helsingør skal på Søfartsmuseet, til middag og til høring i denne uge. Kommunen vil høre deres stemme og hvad de har brug for.

Her er lækker jazzmusik, og en tre retters menu, der starter med Branade, bønner og oliven. Ved 10 runde borde sidder omkring 50 hjemløse og nyder maden. I hyggelig samtale med venner, bekendte, byens  borgmester Benedikte Kiær og kommunens Udsatteråd. Middagen er startskuddet til en uge, der skal give Helsingørs hjemløse og andre udsatte borgere gode oplevelser og større indflydelse på deres eget liv.

- Det er vigtigt at vi mødes til nogle positive sammenkomster. Og samles om det lyse i livet og får nogle gode minder at snakke om i lang tid, siger Susanne Schiffer, som har levet på gaden i Helsingør i et par år.

quote - Det er vigtigt at vi mødes til nogle positive sammenkomster. Og samles om det lyse i livet og får nogle gode minder at snakke om i lang tid.

Susanne Schiffer, Tidligere hjemløs

 I dag har Susanne Schiffer fået egen lejlighed. Hun bruger tid på at samle mad og tøj ind til andre udsatte. Men betragter sig selv som et menneske, der stadig er i en udsat position.

-Normalt sidder vi isoleret for os selv, eller mødes i klynger på gader og stræder og fokuserer på det mørke i livet. På at man har sovet i en grøft og ikke fik noget at spise. På det nederlag, det også er at være hjemløs. Eller at have været hjemløs, som mig. På at man er presset i bund af kontanthjælploftet, siger Susanne Schiffer til TV 2 Lorry i dag.

Har selv ønsket oplevelserne

I løbet af ugen skal de udsatte borgere en tur på Søfartsmuseet og se udstillingen "I sømandens fodspor". Og de skal køre med modelbanetog hos Helsingør Modelbaneland. Der er mad og drikke ved alle arrangementerne og debat med politikerne i kommunen. Programmet er blevet til, ud fra hvad de udsatte borgere selv har ønsket at opleve. 

- Udsatterådet gør jo det, at vi vitterlig får tingene frem. Og vi får mulighed for at nå frem til dem, der skal høre os. At nå gennem maskerne i kommunen, siger Susanne Schiffer. Rådet består af brugerrepræsentanter, politikere, en tilbudsleder og repræsentanter fra kommunens frivillige sociale organisationer. Udsatterådet arbejder for og  medborgere der lever  udsatte liv. Med alkohol- og stofmisbrug, sindslidelser, prostitution eller andet. 

Det nytter og vi bliver hørt

- Det her er mega stor. For det giver jo endnu flere muligheder for at komme til orde. For dagligt oplever vi jo at vi løber panden mod en mur. Til sidst orker folk jo ikke at komme frem med deres meget svære situationer de står i. I stedet for at man skal stå i en skranke på kommune og kun har fem minutter til at forklare sig i, siger Susanne Schiffer.

Hun har den oplevelse, at det trænger igennem når udsatte borgere i Helsingør giver deres mening til kende. Hun glæder sig til onsdag, hvor der er en høring i Toldkammeret om "Fremtidens Udsatteråd". Her skal det diskuteres, hvordan man som borger i kommunen får maksimal indflydelse i kommunen. 

- Her får vi ligesom et afbræk. Vi får lov at føle som andre mennesker, vi får højnet vores selvværd, vi føler vi også hører til og vi har et ord at sige her, siger Susanne Schiffer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik