00:30

Kort nyt. Video: Jens Nørgaard Larsen - Scanpix

Isbjørne-skilsmisse: Ivan flytter til Jylland for kærligheden

Torsdag flyttede København Zoos isbjørn, Ivan, til Jylland i håb om at finde en mage, han kan lide. Det foregik på en ordentlig omgang bedøvelse og i bur.

Københavns Zoo er vidne til en skilsmisse mellem to af havens mest populære dyr. 

Isbjørneparret Ivan og Noel er nemlig på dårlig fod, og derfor flytter Ivan torsdag til Jylland i håb om at finde en mage, der passer bedre til ham.

Det er ligesom med menneskers kærlighedsliv, der er ikke nogen garanti for noget som helst, men vi håber da på, at det passer bedre i anden omgang.

Dyrlæge ved Københavns Zoo, Mads Bertelsen

Det seneste halve år er det blevet så slemt, at hun er begyndt at udvise såkaldt stereotyp adfærd. Det betyder at hunnen har gentaget den samme handling igen og igen. 

- Det er en glad dag, fordi det betyder, at vi forhåbentligt får sat et bedre par sammen, der bedre kan fungere med hinanden. Isbjørneparret matchede dårligt og ville ikke lave unger til os og bestanden, siger dyrlæge ved Københavns Zoo, Mads Bertelsen.

I bytte fra en russisk zoologisk have får Københavns Zoo en ny han, der skal gøre kur til hunbjørnen, Noel. Man håber, at deres kærlighed kan blomstre, så Zoo snart kan få små isbjørneunger at se. Men det er ikke sikkert:

- Det er ligesom med menneskers kærlighedsliv, der er ikke nogen garanti for noget som helst, men vi håber da på, at det passer bedre i anden omgang, siger Mads Bertelsen. 

Læs også Zoos nye girafunge død efter bare to dage

Flyttes med cocktail af medicin

Køreturen til Jylland er dog knap så romantisk, som det, der forhåbentligt skal ske, når isbjørnen er fremme. 

Han skal nemlig bedøves med en ordentlig omgang medicin, bæres ud i et lille bur, så han ikke kan flytte sig for meget, og så går turen ellers mod hans nye liv. 

- Det mest udfordrende er at få ham ud i kassen. Han vejer jo 650 kilo, og når han er bedøvet, kan han ikke selv gå, så vi må bære ham derud. Så rent logistisk er det svært at håndtere noget så stort og uformeligt, siger dyrlægen. 

Ivan har været i Zoo i ti års tid. 

- Han har været en fin isbjørn, der har været et stort, flot og karismatisk eksemplar, så det er trist at sige farvel til ham, siger Mads Bertelsen. 

Læs også Se og hør video: Her bliver ny girafunge født foran publikum