Imod partilinjen: SF'er får millionvederlag trods nyt job

SF mener, at eftervederlag kun skal være for afgåede borgmestre uden nyt job. Ninna Thomsen har fået direktørstilling og modtager alligevel millionbeløb.

Københavns for nyligt afgåede sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen fra SF skal fra midten af februar være ny direktør for Mødrehjælpen.

Alligevel vælger hun at hæve det såkaldte eftervederlag på godt en million kroner, som hun har ret til efter to borgmesterperioder. Det skriver Politiken. 

Samme dag som Ninna Thomsens nye ansættelse blev offentligjort, fremsatte SF et forslag i Folketinget om, at der bør ske modregning i eftervederlaget til borgmestre og regionsrådsformænd for anden indkomst. Forslaget stod Enhedslisten også bag.

De to partier mener, at eftervederlaget kun skal være et "sikkerhedsnet" for politikerne, som efter endt embedsperiode ikke har fundet anden fast indkomst.

På den måde vil reglerne blive ensrettet, så forholdene for borgmestre og regionsrådsformand er det samme som for folketingsmedlemmer. 

Kort nyt

Eftervederlag til debat

Borgmestrenes eftervedlag har været genstand for debat i de seneste måneder.

Det er blandt andet på grund af, at den tidligere teknik- og miljøborgmester i København, Morten Kabell fra Enhedslisten, modtog et eftervederlag på 503.000 kroner, selvom han havde fået et chefjob i det private erhvervsliv.

Kort efter erklærede Københavns tidligere kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti, at han ville modregne lønnen fra sit nye job i eftervederlaget. Han er nu ansat i partiets landsorganisation på Christiansborg. 

- Loven er sådan, at alle borgmestre, der stopper, modtager et eftervederlag. Det synes Dansk Folkeparti og jeg ikke er rimeligt, hvis man finder sig et andet arbejde, lød det dengang fra Carl Christian Ebbesen. 

Ninna Thomsen har altså tænkt sig at gøre som Morten Kabell og ikke som Carl Christian Ebbesen.

- Ja, jeg modtager et eftervederlag og følger dermed de regler, som Folketinget har udstukket, skriver hun til Politiken. 

Regeringen og Socialdemokratiet støtter ikke SF og Enhedslistens forslag om modregning, der derfor ikke kan vedtages. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik