Historisk lokomotivværksted flytter fra København

DSB har i 100 år drevet lokomotivværksted i det centrale København. Nu rykker værkstedet til Næstved - og en ny bydel skyder op.

Godt en kilometer fra Københavns Hovedbanegård ligger DSB's lokomotivværksted.

I 100 år har dieseltogene overnattet på værkstedet for at få en kærlig omgang af værkstedets håndværkere.

Men inden længe er det slut. I takt med at dieseltogene udskiftes til eltoge, rykker værkstedet til Næstved.

- Det er en vigtig beslutning for DSB. Centralværkstedet har i mere end 100 år været en del af rygraden i DSB’s togdrift. Området er en presset hovedtrafikåre ind til Københavns Hovedbanegård, så logistisk har vi måttet se på andre muligheder, så der kan blive plads til at sikre en stabil togtrafik. I dag opstår der let trafikale flaskehalse, da pladsen er knap med den centrale placering midt i hovedstaden, siger DSB’s administrerende direktør, Flemming Jensen i en pressemeddelelse. 

Værkstedet i Næstved står klar i 2025, men fraflytningen vil ske gradvist i takt med at dieseltogene erstattes af eltoge.

En ny bydel kan være på vej

Hvad der skal ske med værkstedsområdet er endnu uvist, men står det til overborgmester, Frank Jensen, Socialdemokratiet, skal der bygges boliger.

Op til kommunalvalget sidste år fortalte han om sin vision for området, som han kaldte Lille Vesterbro. Her så han for sig, at der kan bygges 3.500 nye boliger og 250.000 kvadratmeter erhverv.

Vesterbro Lokaludvalg meldte ellers før kommunalvalget sidste år ud, at man ønskede at gøre området til et rekreativt område med en park og sportshaller. Vesterbro er nemlig et af de mest tætbefolkede områder i Købvenhavn. 

Hvad end det ender med for området, så vil DSB sammen med de øvrige grundejere blande sig i udviklingen, lyder det.

- For DSB er det vigtigt, at området fortsat kommer til bære præg af de toghistoriske vingesus, samtidig med at der bliver plads til, at det kan blive udviklet til en ny bydel med andet liv end hidtil, siger Flemming Jensen.

Indtil videre har DSB udbudt et areal tæt ved Otto Busses Vej til mellem 80 og 100 midlertidige studieboliger, der kan ligge på arealet i op til ti år. 

 
 
Foto: DSB Ejendomme

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik