04:49

Video: TV 2 Lorry

At gå på restaurant er noget, man gør på en hverdag

Der kommer flere og flere spisesteder i København, og det er blevet mere almindeligt at gå ud og spise på en hverdag.

Det er jo egentlig meget enkelt. Der skal snittes grøntsager til salat, koges nogle kartofler og kyllingen skal i ovnen i en times tid. Så har man et måltid mad.

Men mange her i hovedstadsområdet dropper det og går i stedet ud og spiser. Det betyder, at der er et marked for nye restauranter.

Tal fra restauranternes brancheforening Horesta viser, at der på bare tre år er kommet omkring 600 nye spisesteder i København. 

- Vi ser en utrolig positiv udvikling i, at det i dag er alle typer, der går ud og spiser. Tidligere var det i højere grad en stor begivenhed at gå på restaurant. I dag er det noget, man gør, fordi man er sulten og gerne vil have en god oplevelse, fortæller Katia K. Østergaard, der er direktør i Horesta. 

Læs også Så meget koster det dig at slippe for at lave mad

Mad der er til at forstå

Det er især de såkaldte hverdagsrestauranter, der kommer flere af. 

En af dem er "Chicks by Chicks" på Vesterbro Torv i København. Her er Mischa Jemer Price en af dem, der står i spidsen. 

-   Vores mad er hverdagsmad. Det er mad, der er til at forstå. Det er nede på jorden, og det er i en ordentlig kvalitet.

Og det stemmer godt overens med det generelle billede af de mange nye hverdagsrestauranter i hovedstaden. 

- Der er kvalitet bag. Det at få "convenience" (bekvemmelighed red.) er ikke længere lig med noget usundt. Der er et udbud af restauranter, der betyder, at maden er ligeså god og ligeså sund, som det man kunne have lavet derhjemme. Der er god kvalitet og god samvittighed, fortæller Katia K. Østergaard. 

Læs også Ukendt restaurant i Nordsjælland blandt de bedste i Danmark

Tid er en vigtig faktor

Det er blandt andet børnefamilierne i byen, der gerne vil slippe for køkkentjansen.

-  Vores kunder er ældre og unge. Hipstere og folk der træner, som skal have masser af proteiner. Og så ser vi børnefamilierne. Der er masser af børnefamilier, lyder det fra Mischa Jemer Price.

-  Mange har travlt, og de har måske flere børn, som de skal hente og bringe. Så er der måske ikke så meget tid til at lave mad.

Netop den befolkningsgruppe har Horesta også bemærket. 

- Der er ingen tvivl om, at tid er en utrolig vigtig faktor. Og derfor ser vi også børnefamilierne gå ud på en anden måde end tidligere, fortæller Katia K. Østergaard.    

På mange af de restauranter, der popper op nu, er priserne tilmed overskuelige for mange københavnere. At gå på restaurant behøver ikke at være dyrt og eksklusivt - men derimod noget man kan gøre på hverdag.

-  Det, at der er et støre udbud af noget ordentlig mad til gode priser, betyder, at det nu kan være et fint alternativ til den mad, som man selv laver hjemme i køkkenet. Det behøver ikke kun at være pizza og pomfritter, lyder det fra Mischa Jemer Price.