Flertal i Folketinget vil indføre bopælspligt i nye boliger

EL mener manglende bopælspligt på nybyggeri presser boligmarked. Onsdag skal politikere behandle forslag.

Mange nyopførte boliger i hovedstaden står tomme, fordi der ikke er bopælspligt.

Derfor vil et flertal af partier i Folketinget indføre krav om helårsbeboelse i nybyggede boliger.

Flertallet består af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Alternativet, og forslaget skal førstebehandles i Folketinget onsdag.

Problematikken med de nyopførte boliger er, at der ikke er bopælspligt, før boligen har været registreret som folkeregisteradresse i de seneste fem år. 

2.700 ubeboede boliger i København

Boligordfører Søren Egge Rasmussen (EL) mener, at den nuværende lov sætter det københavnske boligmarked under pres.

- Nybyggeri kan bruges af udenlandsdanskere, som køber lejlighed i Danmark. Det har ikke været kommunens intention, og det er blandt andet det, som er tilfældet i Københavns Kommune.

- Det ønsker vi at gøre op med, siger han.

En undersøgelse fra Københavns Kommune viser, at der i alt er omkring 2700 ubeboede boliger i København. Det finder EL-ordføreren problematisk.

- Man opfører nye kvarterer for at sikre boliger. Det er meningen, at der er nogle, der skal bo der. Det er ikke meningen, at det skal stå tomt og kun bruges en måned om året, siger Søren Egge Rasmussen.

- Det giver problemer

Dansk Folkepartis bopælsordfører, Merete Dea Larsen, har også været med til at stille forslaget.

- Som lovgivere er det vores ansvar at sikre, at der ikke er huller i den lov, hvis intention er meget tydelig. Viser analysen, at der er er et hul mellem planloven og bopælspligten, skal det lappes, siger ordføreren i en pressemeddelelse.

Roger Matthiesen, der er Alternativets boligordfører, peger i pressemeddelelsen også på, at det er et problem med tomme boliger.

- Det går ud over den sociale dynamik samt handler og caféliv, og det er vi nødt til at tage alvorligt og handle på, så vi håber, der er bred opbakning til dette forslag, siger han.

Kort nyt

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik