Farlig, faldefærdig legeplads forarger forældre

I Frederikssund er en legeplads tilhørende institutionen Børnehuset i så dårlig stand, at forældrene nu advarer hinanden om at lade børnene lege på den.

En legeplads forrådne tilstand i Frederikssund Kommune får nu forældrene til at advare hinanden på facebook om at lade børnene lege på den i fremtiden. Foto: Peter Friis Christoffersen‎

En legeplads med sandkasse, gynger, fodboldbane og små huse kan være verdens sjovete hverdagsaktivitet for børn, som kan tilbringe utallige timer dag efter dag på at løbe rundt med et stort smil. 

Modsat kan en legeplads, hvor sikkerheden langt fra er i top, hurtigt blive en forældres værste mareridt. 

Man kan tydeligvis se, at der er mange steder, hvor den stort set er ved at være så farlig, at legepladsinspektører vil kræve den lukket.

Jørgen Christensen, Formand, Skuldelev Bylaug. 

Det sidste er netop tilfældet på en frit tilgængelig legeplads ved Skuldelev i Hornsherred i Frederikssund Kommune.

Her er legepladsen, som tilhører SFO'en Børnethuset, i så dårlig stand, at forældrene nu advarer hinanden om at lade børnene lege på den, fordi den er direkte usikker at nærme sig. 

- På vegne af alle mine små borgere i byen tænker jeg, at det er lidt af en katastrofe, at forfaldet for lov til at fortsætte her på legepladsen. Man kan tydeligvis se, at der er mange steder, hvor den stort set er ved at være så farlig, at legepladsinspektører vil kræve den lukket, siger Jørgen Christensen, formand for Skuldelev Bylaug. 

Det rustne hegn er et af eksemplerne på legepladsens dårlige stand. Foto: Peter Friis Christoffersen‎

Ikke altid opsyn 

På legepladsen er gyngestativer og legehuse ikke længe fra at falde sammen på grund af råddent træ, mens der andre steder stikker søm og skruer ud.

Den faldefærdige legeplads er en del af SFO'en Børnehuset, men er også tilgængelig i weekenden for byens borgere, hvor der ikke er noget opsyn.

Derfor er forældre, børn og andre borgere bekymret for, at der snart sker voldsomme ulykker. Og på den lokale facebook-gruppe får legepladsens tilstand nu flere til at reagere. 

- Der er en app med tip til kommunen, men jeg ville straks kontakte kommunen, så den kan blive lukket af, inden nogen kommer galt afsted, skriver Helle Rømer. 

- Tag kontakt til lederen i SFO’en. Midlerne er nok ikke til det store, men med forældreopbakning kan der måske ske lidt, foreslår Anne Boes Christensen. 

Legepladsen tilhører institutionen Børnehuset, men er åben for offentligheden i weekenderne. Foto: Peter Friis Christoffersen‎

Enkelte andre borgere mener dog, at legepladsens tilstand ikke er værre, end da de selv var små børn. 

- Havde det været for 20 år siden havde man intet gjort. Efter min mening er det altså noget pjat. Måske man i stedet skulle tage en snak med lederen og forslå at børnene selv hjælper med at fixe tingene, skriver Sanne Hermann i facebook-tråden. 

Faglig undersøgelse venter

De forældre, som vi har været i kontakt med fredag, oplyser, at man længe har forsøgt at råbe højt om det, man kalder en livsfarlig legeplads.  

Det ser helt klart ud til, at kommunen ikke har tjekket op, siden de for flere år siden sendte en legepladsinspektør rundt.

Jørgen Christensen, Formand, Skuldelev Bylaug. 

Ifølge formanden for Skuldelev Bylaug, Jørgen Christensen, ser det uden tvivl ud til, at det vil gå galt med tiden som følge af legepladsens nuværende tilstand. 

- Det ser helt klart ud til, at kommunen ikke har tjekket op, siden de for flere år siden sendte en legepladsinspektør rundt. Dengang har legepladsen nok fået en dispensation, og så har man kørt videre, men det stopper jo ikke forfaldet på den.

Frederikssund Kommune oplyser til TV 2 Lorry fredag, at der i starten af næste uge vil blive lavet en faglig gennemgang af legepladsen.

Derfor vil man endnu ikke tage stilling til, hvad der skal ske med lejepladsen, før undersøgelsen er foretaget.

- Jeg kan i hvert fald konstatere i forhold til, hvad jeg har set, at der er ting som afgjort godt kunne være bedre. Men jeg kunne godt tænke mig at få en faglig vurdering af, hvad standen reelt er, og hvad der skal gøres ved det, siger Morten Skovgaard, Formand for Uddannelsesudvalget, Frederikssund Kommune (V). 

01:07

<strong>Flere forældre kritiserer nu en legeplads i Frederiksund, fordi den er for farlig at lege på for deres børn. </strong>

Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret