Broe vil til Højesteret for at få erstatning

Camilla Broe, der i landsretten får afslag på erstatning for udlevering i narkosag, vil prøve i Højesteret.

Camilla Broe, der i 2009 blev udleveret til USA i en narkosag, fik fredag i Østre Landsret afslag på erstatning - en afgørelse, som hun nu vil forsøge at få for Højesteret.

Læs også: Broe mister erstatning....

- Vi vil søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til af føre sagen for Højesteret, siger hendes advokat, Michael Juul Eriksen, til Ritzau.

- Rigsadvokaten har jo selv gjort gældende, at der er tale om en principiel sag som begrundelse for, at det skulle tage to år at behandle den, fortsætter han.

I 2007 blev Camilla Broe anholdt og fængslet, fordi USA ville have hende udleveret i en sag om indsmugling af tusindvis af ecstasypiller. De næste par år blev hun løsladt og fængslet igen, før hun i september 2009 blev sat på et fly til USA.

Her sad hun fængslet i et halvt års tid, indtil en dommer i Miami besluttede, at sagen mod hende var forældet, hvilket Michael Juul Eriksen havde påpeget fra starten.

Tilbage i Danmark krævede hun erstatning for blandt andet tabt arbejdsfortjeneste og tort, og i februar tilkendte Retten i Lyngby Camilla Broe en erstatning på 701.362,11 kroner.

De tre dommere i Lyngby var dog ikke enige. En af dem mente, at hun havde udvist en adfærd, som gjorde, at det var i orden at varetægtsfængsle hende med henblik på udvisning - en vurdering, som altså deles af Østre Landsret.

- Vi er selvfølgelig skuffede, men afgørelsen kommer ikke helt bag på os, siger Michael Juul Eriksen.

- I byretten vandt vi jo sagen om udlevering, men Østre Landsret traf så den modsatte beslutning, som viste sig at være forkert. Og nu skulle Østre Landsret så tage stilling til, om hun skulle have erstatning for den forkerte beslutning, forklarer advokaten.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik