Foto: Kim Haugaard - Scanpix

Brand på Benzinøen i nat: Sirener kunne høres i hele København

Natten til onsdag udbrød der brand på Prøvestenen, der også kaldes Benzinøen. Øens sirener kunne høres over det meste af København

En brand på Benzinøen ved Amager blev opdaget af mange københavnere natten til onsdag.

Det var et telt på cirka 100 kvadratmeter, som indeholdt kemiaffald fra privatpersoner, der gik ild i

Henrik Brix, vagtchef ved Københavns Politi

Det skyldtes, at varslingsanlægget på øen, der også hedder Prøvestenen, gik i gang samtidig med branden.

Det oplyser vagchef Henrik Brix fra Københavns Politi til TV 2 Lorry.

- Vi fik en anmeldelse om brand klokken 03.16.

- Der har været brand i et telt ude på Benzinøen, og i teltet har der blandt andet været miljøfarligt kemikalieaffald og nogle paller, siger vagtchefen tidligt onsdag morgen. 

Læs også Køge forlader Østsjællands Beredskab

Politiet ved fortsat ikke, hvorfor eller hvordan branden opstod, og derfor skal der nærmere undersøgelser til for at udrede forløbet.

Ifølge vagtchefen udviklede branden en del røg, men da brandens omfang var begrænset samtidig med at Benzinøen ligger langt fra boligområder, blev røgen aldrig til fare for mennesker.

- Det var et telt på cirka 100 kvadratmeter, som indeholdt kemiaffald fra privatpersoner, der gik ild i, siger Henrik Brix til TV 2 Lorry. 

Gammelt fort med varslingsanlæg: Kunne høres over det meste af København

Prøvestenen er oprindeligt en gammel flydedok, der blev sænket for at være søfort. Dens hovedfunktion var indtil 1922 at beskytte indsejlingen til Københavns havn.

Siden blev fortet købt af Søværnet, og tjente i en lang række år som hele Københavns olie- og benzinlager - heraf navnet Benzinøen.

Jeg kunne stå her på politigården og høre den, så der har godt skrald i den

Henrik Brix, vagtchef ved Københavns Politi

Det gamle fort er desuden beskyttet med et varslingsanlæg, der minder om det, der afprøves over hele landet den første onsdag i maj.

Ved branden i nat gik netop det anlæg i gang - og det kunne høres over det meste af København.

Læs også Gemmer sig bag kasket og solbriller: Kan du genkende ham?

Derfor modtog Københavns Politi også mange henvendelser om netop sirenelyden i løbet af natten. 

- Det er så fint, at folk ringer. Vi havde bare svært ved at få sirenerne slukket derude, så derfor kunne de høres noget tid, siger Henrik Brix, der også selv hørte sirenerne:

- Jeg kunne stå her på politigården og høre den, så der har godt skrald i den, siger han til TV 2 Lorry.

Læs også Stor politiaktion mod bander på Sjælland: 12 personer anholdt