Foto: Frederiksberg Kommune

Allé får nye bænke til en million: "Spild af borgernes penge”

Et borgerligt flertal på Frederiksberg skifter bænke på Frederiksberg Allé ud - selv om de nuværende intet fejler. Spild af penge, lyder det fra S og LA.

920.000 kroner.

Det har et flertal i Frederiksberg Kommunalbestyrelse besluttet at bruge på 25 nye bænke til Frederiksberg Allé.

De eksisterende bænke fejler ingenting, men er ikke af samme type - og derfor får beslutningen både Socialdemokratiet og Liberal Alliance op i det røde felt. Pengene kunne være brugt andre steder, mener de.

- Man tager en funktionel bænk og kommer med det, man kalder en Frederiksberg-bænk, og opstiller i stedet. Så tager man de bænke, der står på Frederiksberg Allé i dag, som der ikke er noget i vejen med, og opsætter dem på mindre fine dele af Frederiksberg. Det er det, det handler om. Det er spild af skattekroner, sagde Socialdemokratiets gruppeformand og borgmesterkandidat, Michael Vindfeldt, på mødet.

Læs også Flertal på Frederiksberg: Vi skal ikke være flere politikere

LA: Det er lige stramt nok 

Forslaget var en udløber af budgetforliget, som Liberal Alliance var med i. Men partiet vendte tommelfingeren nedad til at bruge knap en million af skatteydernes penge på nye bænke.

- Vi er sådan set enige i, at det er en kommunal kerneydelse at holde vores fællesarealer grønne - men at udskifte nogle velfungerende bænke med en andel model alene fordi man vil gerne have den samme model hele vejen ned ad Frederiksberg Allé, det synes vi er lige stramt nok, siger Lars Berg Andersen, Liberal Alliance, til TV 2 Lorry. 

Bænkene endte derfor som en selvstændigt afstemningspunkt, hvor kun Det Konservative Folkeparti, Venstre og Radikale Venstre stemte for. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti stemte imod sammen med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

Læs også Ingen undskyldning til Godhavnsdrengene

"Ensartet helhedsindtryk"

Formålet med de nye bænke er med forvaltningens ord "at skabe et ensartet helhedsindtryk i afgrænsede byrum og vejstrækninger".

I dag er der flere typer bænke på Frederiksberg Allé, og det er altså det, der giver et rodet indtryk, lyder det fra en af tilhængerne af forslaget, Nikolaj Bøgh fra Det Konservative Folkeparti.

Han kalder alléen for kommunens fornemste historiske byrum - og mener, den har været forsømt i en årrække. 

- Nu gælder det opgradering af noget af byinventaret, som er lidt af en rodebutik. Vi genindfører bl.a. de historiske Frederiksbergbænke, som oprindelig hørte til her. Det bliver super flot, skrev han på Facebook under mødet.

Foruden Det Konservative Folkeparti stemte Venstre og Radikale Venstre for forslaget.