Narkopåvirket kvinde fængslet for vanvidskørsel på stisystem

Det koster kørekortet og et fængselsophold at køre bil i narkopåvirket tilstand på stier og bringe en anden trafikant i fare.

Mandag aften fik Københavns Vestegns Politi en anmeldelse fra flere borgere om, at en kvinde kørte rundt i en Kia Rio på et stisystem mellem Horsbred og Nørrebred i Vallensbæk.

Kort forinden havde hun nær kørt en mandlig cyklist ned, da hun kom drønende mod ham med 50 kilometer i timen, skriver Københavns Vestegns Politi i en mail til TV 2 Lorry.

Manden nåede med nød og næppe at undvige bilisten, der er en 31-årig kvinde fra Midtsjælland.

quote Det straffes hårdt at køre rundt så svært påvirket, så andre må springe for livet

Robert Rafn, Anklager, Københavns Vestegns Politi

Kvinden fortsatte, men blev pågrebet nær Vallensbæk Sø. En efterfølgende narkotest viste, at hun havde store mængder GHB og amfetamin i blodet.

Fem måneders fængsel

Onsdag eftermiddag blev hun i retten i Glostrup dømt for at forvolde fare for andre og for særlig hensynsløs kørsel under massiv påvirkning af narkotiske stoffer.

Det koster hende en frihedsstraf på fem måneders fængsel, hvoraf tre måneder blev gjort betinget på vilkår om misbrugsbehandling, og frakendte hende førerretten i seks år, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Derudover blev bilen, der tilhørte et familiemedlem, konfiskeret i medfør af de nye skærpelser om vanvidskørsel.

- Det straffes hårdt at køre rundt så svært påvirket, så andre må springe for livet, og konsekvensen for en før ustraffet person er nu fængsel og mistet kørekort plus et familiemedlems bil, siger anklager Robert Rafn, Københavns Vestegns Politi.

Kvinden har accepteret dommen, mens ejeren af bilen har taget betænkningstid.

Polsk mand udvist for vanvidskørsel

Tirsdag blev en polsk mand også dømt for vanvidskørsel i Retten i Glostrup, da han 16. juli med en promille på mindst 2,29 kørte ind i en lygtepæl i tilkørselsbanen fra Køge Bugt Motorvej til Motorring 3.

Også han fik beslaglagt sin bil, der var en polsk indregistreret varevogn. Det var ikke første gang, han blev snuppet med en promille på over 2,0, og derfor mente anklagemyndigheden, at det med de nye regler om vanvidsbilisme var en skærpende omstændighed, at han så alligevel kørte i frakendelsestiden:

- Retten fulgte vores påstand og idømte ham samlet 50 dages ubetinget fængsel – 30 dage for spirituskørsel og i stedet for 10 dages fængsel for at køre i frakendelsestiden, blev straffen forhøjet til 20 dage, siger anklagerfuldmægtig Natali Nasr.

Efter en afsoning bliver den polske mand udvist af Danmark med indrejseforbud de næste seks år. Han ankede dommen på stedet.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik