Stor uddannelsesinstitution dropper klasseundervisning op til jul

Niels Brock i København foretrækker at være "lidt for forsigtige" i forhold til smittespredning. På Next aflyser man i stedet sociale arrangementer.

Der bliver stille i klasselokalerne på en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner på begge sider af juleferien.

For at undgå smittespredning af coronavirus har Niels Brock i København besluttet at sende eleverne hjem til virtuel undervisning i ugen op til jul og ugen efter nytår.

- Vi mener, det er at udvise rettidig omhu, i betragtning af at vi mødes på kryds og tværs af familier og landet i juleferien, siger Esben Buch-Hansen, kommunikations- og marketingschef, til TV 2.

Lidt for forsigtige

Fra myndighedernes side er der ingen krav om, at skolerne skal lukke for fysisk undervisning. Der har dog siden mandag været krav om gyldigt coronapas på alle ungdoms- og voksenuddannelser.

Dermed går Niels Brock længere, end myndighederne anbefaler på nuværende tidspunkt.

Men beslutningen er ikke et udtryk for, at ledelsen ikke har tillid til myndighedernes anbefalinger, lyder det. Skolen ønsker blot at være på forkant med situationen.

- Det er rigtig godt for vores undervisere at have god tid til planlægning af virtuel undervisning, og så tænker jeg, at vi alle sammen går og holder vejret i øjeblikket efter det seneste pressemøde. Og så vil vi hellere være lidt for forsigtige på det område, siger Esben Buch-Hansen.

Niels Brock har omkring 15.000 studerende og kursister igennem på et år. På gymnasie- og erhvervsuddannelserne er der omkring 3500 elever, som nu kan se frem til onlineundervisning.

Men selvom deres undervisning nu kommer til at foregå hjemme bag computerskærmene, behøver de ifølge kommunikationschefen ikke frygte, at undervisningen bliver dårligere.

- Nu har vi tid til at planlægge og lave nogle rigtig gode virtuelle undervisningsforløb, så derfor tror jeg ikke, man vil mærke nogen som helst forskel på kvaliteten, siger Esben Buch-Hansen.

Aflyser fester, men ikke undervisning

Hos en anden af landets store uddannelsesinstitutioner, Next i København, er der ingen overvejelser om at følge Niels Brocks eksempel.

- Vi har en modsat strategi, som er, at vi gør alt andet for at undgå, vi skal lukke ned, siger administrerende direktør Ole Heinager.

Next er en erhvervs- og gymnasieskole med gennemsnitligt 10.000 elever på skolen ad gangen. Sammensætningen af uddannelserne gør det ifølge direktøren vanskeligt at lave onlineundervisning.

Det skyldes, at Next har mange tekniske og praktiske erhvervsuddannelser, hvor meget af undervisningen foregår i værksteder, eksempelvis med en murerske i hånden.

- Vi kan ikke lave om på det så sent i forløbet, fordi så skulle vi have lagt alt det, der er meget teoretisk, til sidst, så de kunne lave det online, siger Ole Heinager.

Til gengæld bliver der ingen julefrokoster, fester eller fredagscafeer på skolen op til jul. Tidligt i sidste uge beordrede direktøren alle sociale arrangementer, som ikke har faglig substans, aflyst.

- Jeg har sagt, at alt det sjove lukker vi for. Og alt det, der måske er mindre sjovt, skal gennemføres.

Sidste år besluttede regeringen at sende elever på alle landets ungdoms- og voksenuddannelser hjem til nødundervisning i ugen op til jul. Den beslutning blev meldt ud 16. december.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik