Ida fik mistanke om, at noget var galt, da hendes bror klarede en tandpine med vodka

Ida Skytte Asmussen og hendes bror voksede op i en ganske almindelig familie i et rækkehus i Aarhus-bydelen Risskov.

Hendes storebror var sej, sjov og kvik og blev kaldt 'The King' i skolen. Han var den, pigerne ville være kærester med, og da han begyndte at høre yndlingsbandet The Sandmen, så hørte Ida Skytte Asmussen det også. Han var hendes første store forbillede.

I dag bor han på herbergscenteret Sundholm og er ved at dø af et årtier langt misbrug.

Da han for få dage siden fyldte 50, satte Ida Skytte Asmussen sig til tasterne og skrev et spontant opslag på Facebook, som hun håbede, at nogle få ville se og dele.

Nu er opslaget blevet delt over 600 gange, og i kommentarsporet under beskriver både fagfolk og pårørende forskellige nuancer af den afmagt og smerte, det er at se, hvordan mennesker med misbrug og psykiske lidelser ikke får den hjælp, de har brug for.

- Jeg tror, at jeg har ramt noget i mange pårørende: en frustration og følelse af, at man står på bunden og råber, uden at nogen hører det, siger Ida Skytte Asmussen, der er journalist og underviser.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Tandpinen var første tegn

TV 2 har de seneste dage beskrevet, hvordan landets herberger i stigende grad bliver opbevaringssted for stærkt psykotiske hjemløse, der ikke er plads til i psykiatrien.

Ida Skytte Asmussens bror er fanget i samme limbo, hvor han ikke kan få den nødvendige diagnosticering eller hjælp til et misbrug, der bliver værre og værre.

- Vores historie viser, at det her kan ramme alle. Og den viser nok også, hvor hårdt det kan være, når man som pårørende står på sidelinjen og forsøger at råbe systemet op gang på gang, siger Ida Skytte Asmussen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Hendes brors misbrug blev grundlagt efter gymnasiet, hvor han tog kokain til fester. For at have det sjovt, men måske også for at dulme sin angst.

Det var ikke noget, som hverken Ida Skytte Asmussen eller resten af familien vidste noget om.

- Jeg vidste godt, at han festede. Men ikke, at det var mere end det, for det foregik ligesom under overfladen, siger hun.

Det ændrede sig gradvist. Et af de første små tegn, hun husker, var i 2005, da hendes bror fik ondt i sin kindtand.

Ida Skytte Asmussen, der dengang boede i Bruxelles, var i Danmark og sammen med ham, da han foreslog, at han kunne dulme tandsmerterne ved at skylle munden i ren vodka.

På en måde gav det mening, syntes hun. Men hun havde også en lille bitanke om, at det var mærkeligt ikke bare at tage en Panodil.

- Men jeg skubbede den væk, fordi jeg ikke håbede, at den var rigtig. Det kan drive én ret langt at lukke øjnene, siger Ida Skytte Asmussen.

Til sidst blev det dog umuligt at lukke øjnene for Ida Skytte Asmussen og resten af familien. Det, hun beskriver som vendepunktet, kom få måneder efter.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Ildsjæle med tomme øjne

Ida Skytte Asmussens forældre ringede til hende i Bruxelles og fortalte, at noget "var helt galt". De havde opdaget, at han drak.

Hun sad med telefonen i hånden på kontoret og brød grædende sammen. Det var som om, at der var en facade, der krakelerede, samtidig med at nogle brikker faldt på plads, husker Ida Skytte Asmussen.

I tiden efter voksede bekymringen og magtesløsheden i hende, og det var også derfor, at hun i foråret 2005 skrev til socialrådgiveren og radioværten Trine Bryld.

(Artiklen fortsætter efter grafikken.) 

Fra da af begyndte det, der skulle blive til årtier af, hvad Ida Skytte Asmussen beskriver som ”frem og tilbage”:

I nogle perioder havde hendes bror det godt, boede i lejligheder med kærester og gik på arbejde. I andre havde han det rigtig skidt, var hjemløs og misbrugte både stoffer, medicin og alkohol.

Ida Skytte Asmussen stod på sidelinjen og følte sig mest af alt magtesløs. Efterhånden lærte hun adresserne på forskellige akutafdelinger og herberger i hovedet.

- I starten tænkte vi ikke over, hvor meget min bror var ind og ud. Men det blev tydeligere og tydeligere, at "der er noget, der ikke fungerer", siger hun.

Ida Skytte Asmussen understreger, at hun ikke retter en kritik mod hverken enkelte herberger, behandlingstilbud eller de ansatte i psykiatrien.

- Men min oplevelse er, at jeg har set mange ildsjæle, der er tomme i øjnene og modløst siger, at man ikke kan gøre mere, at der ikke er en sengeplads, siger hun.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

"Det værste, man kan blive udsat for"

Ida Skytte Asmussen forsøgte selv at hjælpe sin bror ved at tage hjem i hans lejlighed og fjerne tomme flasker, når han var på afrusning, og lave mad til ham, når han var hjemme.

Dybest set handlede det om at redde hans liv, siger hun.

- Der var alle følelser i en stor, skiftende pærevælling: sorg, mistro, afmagt og frustration. At stå og se ens nærmeste pårørende være på vej ned er det værste, man kan blive udsat for, siger Ida Skytte Asmussen.

Flere gange har hun oplevet, at de har stødt panden mod en mur, fordi psykiatrien kun vil behandle folk, der ikke har misbrug, og kommunen kun vil behandle deres misbrug.

Og han er blevet afvist til afrusning, fordi han ikke var ædru, eller når han har fået en sengeplads, som han kun kunne bruge, hvis han kunne møde op ædru.

En fast, stor bue uden om Mændenes Hjem

Brorens deroute sled også på Ida Skytte Asmussen.

I en periode arbejdede hun på Christiansborg og boede i en lejlighed på Vesterbro i København få hundrede meter fra herberget Mændenes Hjem i Istedgade, hvor hendes bror boede.

Hun cyklede altid i en stor bue uden om herberget, for hun var bange for at møde ham i en meget dårlig tilstand.

Det fyldte ”alt”, fortæller Ida Skytte Asmussen.

- Jeg mærkede en tomhed og en meningsløshed i, at jeg kørte derudad, mens han lå på bunden. Og jeg var konstant bange for, at politiet ville ringe eller stå foran min dør og fortælle, at min bror var død, siger hun.

Håbet om et godt liv

Ida Skytte Asmussen har endnu ikke fået opkaldet "med stort O", som hun kalder det.

Hun tror stadig på, at der er en chance for, at hun aldrig får det, og at hendes bror får det bedre. Også selvom han har fået det værre gennem årene.

Men det kræver, at noget grundlæggende ændrer sig, mener hun. Hun peger på, at det ville gøre en reel forskel at bryde væggene mellem de forskellige fagligheder ned.

- En som min bror har brug for behandling for forskellige problematikker samtidig. Måske vil det endda kunne betale sig, i stedet for at han bliver kastet rundt fra sted til sted, siger hun.

Lige nu bor hendes bror på herbergscenteret Sundholm på Amager. Det var her, han fyldte 50, men der var ikke så meget at fejre, fortæller Ida Skytte Asmussen.

Han drikker, og det gør han, når han har det værst, siger hun. Alkoholen virker hurtigt, er billigt og dulmer det, der gør ondt.

Hun håber, at han kommer væk fra herberget, der ikke er et behandlingssted, men det, hun kalder "ren opbevaring".

- For han er derinde et sted i misbruget, og han skal reddes. Det, tror jeg stadig på, kan lykkes, siger hun.

TV 2 har talt med Ida Skytte Asmussens bror, som har accepteret, at søsteren gengiver dele af hans personlige historie.