Glæd dig: Hurtigere internet på vej til Region Sjælland

Det vil tiltrække flere nye borgere og virksomheder, håber regionsrådsformanden.

Flere på Sjælland oplever, at computeren tænker langsommere, når de navigerer på nettet, end danskere i andre regioner.

Dækningen i Region Sjælland er kun på 40 procent mod landsgennemsnittet på 62 procent.

Men det vil energiselskaberne SEAS-NVE og NRGi nu lave om på. Inden udgangen af 2023 skal alle selskabernes kunder tilbydes adgang til internetforbindelse på én gigabit i sekundet.

quote For det første betyder det noget for vores dagligdag. Internettet i dag er jo ligeså vigtigt som strøm og vand.

Heino Knudsen, regionsrådsformand for Region Sjælland 

Energiselskaberne vil samlet skyde 4,6 milliarder kroner i udrulningen af fibernet i regionen. SEAS-NVE står for 3,4 milliarder, og NRGi for de sidste 1,2 milliarder.

- Nu skruer vi for alvor op for digitalisering af regionen. Det handler om at skabe vital adgang til viden, undervisning, sociale relationer, fremtidens sundhedsvæsen, handel og underholdning, siger Jesper Hjulmand, administrerende direktør hos SEAS-NVE.

Han forventer, at over halvdelen af borgerne i Syd- og Vestsjælland samt på Lolland-Falster og øerne vil koble sig på, når fibernettet er fuldt udrullet om fem år.

Mørkegrøn: Over 15 procent af boligerne har en lavere hastighed end 10/2Mbit. Lysegrøn: 6-15 procent af boligerne har en lavere hastighed end 10/2Mbit. Blå: 2-6 procent af boligerne har en lavere hastighed end 10/2Mbit. Mørkegrå: 0 procent af boligerne har en lavere hastighed end 10/2Mbit. Lysegrå: Udenfor regionen.
Mørkegrøn: Over 15 procent af boligerne har en lavere hastighed end 10/2Mbit. Lysegrøn: 6-15 procent af boligerne har en lavere hastighed end 10/2Mbit. Blå: 2-6 procent af boligerne har en lavere hastighed end 10/2Mbit. Mørkegrå: 0 procent af boligerne har en lavere hastighed end 10/2Mbit. Lysegrå: Udenfor regionen.
Foto: SEAS-NVE

Får stor betydning

Regionsrådsformand for Region Sjælland Heino Knudsen er meget begejstret over udsigterne til højhastighedsinternet i alle afkroge af regionen.

- For det første betyder det noget for vores dagligdag. Internettet i dag er jo ligeså vigtigt som strøm og vand.

- Udover det er det afgørende for os, at hele Region Sjælland kan tiltrække virksomheder og give dem, vi har, de bedste muligheder til at vokse.

Sidst, men ikke mindst, håber Heino Knudsen, at hurtigere net kan tiltrække nye borgere til regionen.

- For hvem har egentlig lyst til at flytte ud til et område, hvor man ikke kan være sikker på, om man kan bruge sin e-boks eller sin netbank, spørger han. 

Digitaliseringen stiller højere krav til hastighed

Professionshøjskolen Absalon, der udbyder 11 uddannelser i Region Sjælland, hilser ligeledes nyheden velkommen. Her har man et stigende behov for et hurtigere internet.

- I vores uddannelser bruger vi flere og flere digitale platforme og værktøjer, som de studerende skal have adgang til, når de forbereder sig og arbejder i studiegrupper andre steder end på campus, fortæller rektor Camilla Wang i pressemeddelelsen.  

Samme problem har man også på andre skoler i regionen, fortæller Niels Jørgen Hansen, leder på Druestrup Friskole.

- Al vores undervisning og alle vores timer bliver jo mere og mere digitaliseret. Og vi bruger iPads helt fra de små klasser til computere i de store klasser. Så det gør noget for os, at vi har en god forbindelse, siger han til TV 2.

Han nævner som eksempel, at det er blevet et krav ved eksamenerne i niende klasse, at eleverne skal kunne downloade film.

- Og hvis 20 elever samtidigt skal sidde og downloade en film, så hjælper det ikke, at ens internet ikke virker den dag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik