Brøndby-profil skifter til Manchester City

En professionel kontrakt har lokket Mie Leth Jans til England. Hun håber på at blive presset mere i kampene, end hun bliver i Danmark.

Mie Leth Jans skifter Brøndby IF ud med mægtige Manchester City efter sommerferien.

Landsholdsspilleren har skrevet under på en toårig kontrakt med den storsatsende storklub, som i den forgangne sæson slog både Brøndby og Fortuna Hjørring ud af Champions League.

- Det er kæmpe, kæmpe stort. Det er over min egen forventning, for normalt er jeg ikke lige den spiller, der bliver snakket om eller kigget efter, siger Mie Leth Jans til TV 2 SPORT og uddyber:

- Det er en stor drøm, der går i opfyldelse at skulle spille som professionel. Og så i en klub som Manchester City - det er lige til at få kuldegysninger af.

- Jeg vil starte inde

Interessen fra Manchester City opstod for halvanden måned siden, efter hun var begyndt at arbejde på et skifte til enten England eller Tyskland. Hun havde egentlig regnet med, at interessen skulle komme fra de engelske midterklubber – men pludselig meldte Manchester City sig som bejler, og derfor nåede Mie Leth Jans aldrig at skabe kontakt til tyske klubber.

- Det er en enormt spændende liga i England. Det giver utroligt meget til holdene, at herrernes penge er begyndt at komme over til kvinderne, og at klubberne satser på os, siger Mie Leth Jans og fremhæver blandt andet de imponerende træningsfaciliteter som tiltrækkende.

Manchester City har satset stort på at skabe et af Europas bedste kvindefodboldhold. Det relativt nye mandskab tæller en stribe engelske landsholdsspillere og den svenske profil Kosovare Asllani. I foråret havde klubben også verdens bedste fodboldspiller, Carli Lloyd, tilknyttet på en kort kontrakt for at sikre succes i Champions League.

- Mit klare mål er helt sikkert at være i start-11’eren. Jeg er selvfølgelig ydmyg, når jeg kommer derover, men målet er at jeg skal spille fra start. Det virker også til, at de vil satse på mig, lyder det om udsigterne til spilletid.

Savner udfordringer i Danmark

I weekenden kan Mie Leth Jans sikre en perfekt afsked med Brøndby. En sejr på udebane over Kolding Q sikrer mesterskabet, og dermed kan hun takke af som vinder af både mesterskabet og pokalturneringen.

Selvom det lyder godt, så er suveræniteten i Danmark faktisk en af årsagerne til, at Mie Leth Jans søger ud. Ud over kampene mod Fortuna Hjørring er der nemlig ikke så meget at se til for en forsvarsspiller i Brøndby.

- I Brøndby bliver jeg ikke altid presset i kampene, så når jeg nu er forsvarsspiller, så skal der lige lidt flere udfordringer til, hvis jeg skal udvikle mig.

23-årige Mie Leth Jans har været en del af landsholdet siden Nils Nielsen tiltrådte som træner efter EM-bronzemedaljerne i 2013. Siden debuten i november samme år har Mie Leth Jans spillet 18 kampe i nationaldragten.

Hun er i øjeblikket samlet med landsholdet, som er i fuld gang med forberedelserne til sommerens EM i Holland.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik