Birkesaft – Sådan får du fat i de sunde dråber

Sæsonen for aftapning af birkesaft er i fuld gang, og det er nu, du skal en tur i skoven.

Foråret er for alvor rykket ind i de danske skove, og det kan du ikke bare nyde synet, men også smagen af. Det er nemlig i disse uger, du skal ud at tappe, hvis du skal have glæde af den friske birkesaft.

Birketræerne gemmer saften i rødderne under vinterdvalen, og i perioden fra de første skud titter frem, og indtil bladene er helt fremme, henter træerne saften op fra dybet.

- Man får det lækreste birkesaft, og det er virkelig et energiskud af vitaminer, fortæller naturvejleder Jes Aagaard, Naturpark Amager. Han fremviser en flaske, som har hængt på træet i under et døgn og allerede har tappet omkring en kvart liter.

DEN DANSKE BIRK

Der er to vilde arter birketræer i Danmark, dun- og vortebirk. 

De to arter indvandrede til landet som de første træer efter istiden for cirka 12.000 år siden

Birketræer kan blive 25-30 meter høje

Kilde: Naturstyrelsen

Dryp, dryp, dryp

Hvis du vil tappe birkesaft, skal du klippe en nedadvendt halvanden til to centimeter tyk gren af. Saften begynder at løbe næsten øjeblikkeligt. Dernæst skal du binde en flaske op om grenen for at opsamle saften dryp for dryp.

Saften indeholder de næringsstoffer, birken skal bruge til sin vækst. Det er blandt andet stoffer, som du også kan finde i mange kosttilskud - kalium, kalcium, fosfor, magnesium, mangan, zink, natrium, jern, fruktose, glukose, frugtsyrer, aminosyrer og ikke mindst C-vitamin. Saften består primært af vand, og smagen er sød. Den er mere beslægtet med kildevand i forhold til smag end med cola, hvis smagen skal forsøges beskrevet. 

Skader ikke træet

Birketræerne tager ikke skade af at blive tappet, og det er lovligt at klippe fingertykke grene af træerne i de danske statsskove, hvis bare de er mindst ti meter høje. I Sverige og Finland, hvor birketræerne har stor udbredelse, er tapning af birkesaft en kendt forårstradition.

Birkesaften kan drikkes frisk og holder sig op til fem dage i køleskab. Holdbarheden kan strækkes helt op til et år, hvis saften fryses ned umiddelbart efter tapningen.

- Det holder sig ikke særlig godt, så i fryseren med det, hvis du vil gemme det. Du kan også koge det ind til den lækreste aromatiske sirup, som kan bruges på desserter, siger Jes Aagaard.

Få ti liter om dagen

Hvis du vil have et endnu større udbytte af din tapning, kan du bore et hul i træet. Så bliver det muligt at tappe mere end ti liter fra træet om dagen. Dette kræver dog en tilladelse fra træets ejer. 

I hullet indsætter du en studs med en slange, som føres ned i en dunk. Når træet ikke giver mere saft, skal hullet lukkes igen med en træ- eller korkprop.

Det er de yderste cirka fem centimeter, du skal tappe af. Borer du for dybt ind i træet, rammer du ind i det hårdere kernetræ, hvor saften ikke løber.

Dyrere end vin

Og der er penge at spare ved hjemmetapningen, hvad enten du bruger gren- eller hulboringsmetoden. En 75 centiliters flaske økologisk birkesaft koster omkring 50 kroner.

- Det her drikker de på de dyreste cafeer inde i København, siger Jes Aagaard.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik