Retsordfører: Pædofile skal medicinsk kastreres

Flere retsordførere er forfærdede over, at en sexkrænker få år efter dom begik endnu grovere seksuelle forbrydelser. Men der er delte meninger om, hvordan man undgår lignende sager.

For ti år siden blev den pædofile pædagogmedhjælper Martin Svejgaard Johansen dømt for at have krænket adskillige børn i Børnehuset Grønnebakken i Beder syd for Aarhus.

quote Når en mand så kort tid efter sin løsladelse igen kan begå noget så forfærdeligt, så mangler der redskaber til at styre og tøjle de her mennesker.

Christian Roland Larsen, far til krænket barn

I sidste måned blev den 40-årige mand dømt til forvaring. Denne gang havde han voldtaget en pige og krænket pigens søster. Og denne gang under et andet navn og i en anden by.

En far til et af de krænkede børnehavebørn føler sig magtesløs.

- Når en mand så kort tid efter sin løsladelse igen kan begå noget så forfærdeligt, så mangler der redskaber til at styre og tøjle de her mennesker, siger Christian Roland Larsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Rædselsfuldt og frustrerende

Folketingsmedlem og retsordfører Karsten Hønge (SF) kan godt forstå forældrenes frustration.

- Det er rædselsfuldt og frustrerende, at han krænker igen, efter at vi har dømt manden, siger Karsten Hønge til TV2 ØSTJYLLAND.

Han har ikke nogen let løsning på, hvordan man sikrer, at udslusede sexkrænkere og andre forbrydere ikke begår de samme forbrydelser.

- Det er et konstant dilemma, og det er en løbende udfordring, hvor der ikke findes nogen let løsning. Jeg forstår familiernes reaktion, og at de forlanger, at der skal gøres noget. Vi skal bare sikre os, at vi ikke bliver et samfund, hvor vi alle sammen bliver udsat for konstant overvågning, siger Karsten Hønge.

Morten Bundgaard er tidligere dømt for en række seksuelle krænkelser af børn i Børnehuset Grønnebakken i Beder. I sidste måned blev han dømt for at have voldtaget en pige og sexkrænket pigens lillesøster.
Morten Bundgaard er tidligere dømt for en række seksuelle krænkelser af børn i Børnehuset Grønnebakken i Beder. I sidste måned blev han dømt for at have voldtaget en pige og sexkrænket pigens lillesøster.

Kastreres medicinsk

quote Man kunne forestille sig, at man kunne videregive informationer til skoler, børnehaver og foreninger, der arbejder med børn og unge, hvis en sexdømt flytter til nærområdet.

Peter Kofod Poulsen (DF), retsordfører

Retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Kofod Poulsen kalder sagen fuldstændig vanvittig.

- Sexovergreb på børn er en af de værste forbrydelser, man kan begå som menneske. Det er klart, at det er endnu mere uholdbart og endnu mere tragisk, når han har begået overgreb før, siger Peter Kofod Poulsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han nævner et tidligere forslag om, at dømte skal kunne kastreres medicinsk.

- Det synes vi, kunne være det rigtige at gøre. Det væsentlige må være, at den her person ikke gør det igen, siger Peter Kofod Poulsen.

- Jeg har respekt for, at der skal laves noget forskning på området. Når det kommer til medicinsk kastraktion, så taler vi i hvert fald om den gruppe, som bliver vurderet som pædofile, men jeg er også åben for, at gruppen kan udvides, siger Peter Kofod Poulsen.

Han mener desuden, at kontrollen skal være bedre.

- Jeg forstår ikke, at man kan undgå myndighedernes søgelys. Samtidig skal vi sørge for, at de får den behandling, som de har brug for, siger Peter Kofod Poulsen.

- Man kunne forestille sig, at man kunne videregive informationer til skoler, børnehaver og foreninger, der arbejder med børn og unge, hvis en sexdømt flytter til nærområdet. Nogle vil mene, at det er vidtgående, men jeg mener, at det er helt på sin plads, siger Peter Kofod Poulsen.

Vished for at vi ikke indespærrer de forkerte

Britt Bager (V) er medlem af retsudvalget. Hun kan godt forstå, at man som forælder til et krænket barn tænker, at yderligere sexkrænkelser burde være undgået.

- Som lovgiver vil jeg også gerne straffe dem hårdt. Men omvendt må man sige, at jeg som lovgiver også må overlade det til domstolene at vurdere, hvad den rette dom er med hjælp fra fagkundskaben, siger Britt Bager (V), der er medlem af Folketingets Retsudvalg.

- Der er ikke fagfolk, der har henvendt sig til os i Venstre og bedt om hårdere straffe eller andre redskaber til at håndtere situationen anderledes. Vi har skærpet straffen og sat en højere straf på området, siger Britt Bager til TV2 ØSTJYLLAND.

- Hvis domstolene eller speciallægerne henvender sig og beder om nye redskaber, så er jeg åben for at høre deres bud, siger Britt Bager.

Derudover mener hun, at speciallægerne skal blive bedre til at vurdere, hvem der er virkelig farlige, så de kan komme i forvaring, så de ikke kommer ud igen. 

Forslag under bæltestedet

Dansk Folkepartis forslag om at informere børnehave, skoler og fritidsordninger, hvis en pædofil flytter til området, kan Britt Bager ikke bakke op om.

- Det er noget af det mest populistiske, jeg nogensinde har hørt. Der er mange dømte, der kommer på ret køl. Og at bruge sådan en ulykkelig sag til at komme med så vidtgående forslag, er under bæltestedet. Vi skal som lovgivere værne om retssystemet. Når man er dømt, så skal man ikke være straffet resten af livet, siger Britt Bager, der mener, at der skal bedre opfølgning til.

IKKE ALLE SEXKRÆNKERE ER PÆDOFILE

Ifølge Statens Institut for Folkesundheder et det at være pædofil ikke et juridisk begreb. Men fagfolk beskriver pædofile som personer med tilbagevendende seksuelle fantasier om børn, hvor fantasierne fremkalder psykiske problemer hos personen.

Andre sexkrænkere er ikke oprindeligt tiltrukket af børn, men andre problemer gør, at personen driver sig ud i en situation, hvor de begår forbrydelser mod børn.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik