Mand udløste alarm - truede med at dræbe tilfældige

En 42-årig mand er blevet indlagt til psykiatrisk behandling, efter han i nat ringede til flere politistationer og truede med at ville lave et masseskyderi.

Politiet rykkede massivt ud for at anholde manden, der stod bag truslerne.

I samarbejde med TV2 ØST

- Det var et råb om hjælp på den hårde måde.

Sådan betegner Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi en sag fra natten til onsdag, hvor en 42-årig mand ringede til en række politistationer og andre offentlige myndigheder og truede med at begå et masseskyderi.

- Der var ikke tale om særlig konkrete trusler, men vi skal naturligvis handle, når nogen siger sådan. Vi fik først identificeret og lokaliseret manden – og rykkede så massivt ud for at frihedsberøve ham, så vi kunne undersøge, om nogen var kommet noget til, siger politimanden til TV2 ØST.

Læs også Oplev Stevns: Til lands, til vands - med cello og champagne

Politiet betegner manden som psykisk uligevægtig – men det lykkedes politiet at overtale ham til at komme ud af lejligheden, hvor han straks blev anholdt.

Indlagt på psykiatrisk afdeling

Episoden fandt sted i nattetimerne mellem klokken 02.00 og 04.00 i Valløby på Stevns, hvor manden er bosat.

En læge undersøgte efter anholdelsen manden, der frivilligt lod sig indlægge på en psykiatrisk afdeling.

- Vores vurdering er, at der er tale om en ulykkelig sag med en psykisk uligevægtig mand, der havde brug for behandling, siger Martin Bjerregaard.

Læs også Dropper busser på Østbanen - vil sende regning på halv miliard for nye skinner til staten

Han oplyser, at sagen efter alt at dømme standser her.

- Det var meget ukonkrete trusler, som blev fremsat. Det var samtidig ikke rettet mod bestemte personer. Vi vurderer, at det er vigtigere, at han får behandling, end at der indledes en straffesag, siger han.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik