Mor til dræbt betjent rørt over ny aftale: "Jeg har behov for at få sagen lukket"

Efter halvandet år på flugt kan ny udleveringsaftale betyde, at den tiltalte for et meget omtalt trafikdrab på betjent bliver udleveret til Danmark.

Britta Buhl bliver tydeligt berørt, da hun får at vide, at Danmark i denne uge forventer at indgå en udleveringsaftale med De Forenede Arabiske Emirater.

Hun er mor til betjenten Magnus Buhl Hansen, der i 2019 blev kørt ned og dræbt på Langebro i København, mens han var på arbejde.

Den tiltalte i sagen har aldrig været for retten, fordi han først udeblev, siden forsvandt og til sidst dukkede op i Dubai.

Med en udleveringsaftale kan han være på vej til at blive retsforfulgt i Danmark.

- Jeg vil rigtig gerne udtrykke min glæde over den her aftale, siger Britta Buhl til TV 2.

Tankerne om sønnens sidste øjeblikke bliver ved med at vende tilbage.

- Man går med nogle billeder i hovedet af, hvad der er sket. Jeg har behov for det faktuelle. For at få sagen lukket, siger hun.

Tiltalte forsvandt

Magnus Buhl Hansen var 35 år gammel, da han blev ramt af en vanvidsbilist og mistede livet 23. juli 2019.

1. december 2020 skulle retssagen mod en nu 28-årig vanvidsbilist være begyndt, men den tiltalte udeblev fra retten og fortalte gennem sin forsvarsadvokat, at han opholdt sig i London og var smittet med coronavirus, så han ikke kunne rejse til København.

Retssagen blev udsat, men den tiltalte forsvandt.

Københavns Politi efterlyste ham internationalt, og 3. februar 2021 kunne politiet oplyse, at han var anholdt i Dubai.

Imidlertid har Danmark ikke haft en udleveringsaftale med De Forenede Arabiske Emirater, og efter at den tiltalte havde siddet fængslet i ørkenstaten i nogle måneder, blev han igen løsladt - dog under restriktioner, der ifølge TV 2s oplysninger skulle forhindre ham i at rejse ud af landet.

Siden da har Københavns Politi uden held forsøgt at få den 28-årige udleveret, men nu tyder alt på, at langvarige diplomatiske forhandlinger omsider munder ud i en aftale.

I en pressemeddelelse fra Justitsministeriet mandag lyder det, at der er tale omen "generel" udleveringsaftale, men i et direkte citat oplyser justitsministeren, at den tiltalte fra Langebro-sagen sammen med de mistænkte i den store svindelsag om udbytteskat er omfattet.

Ramte tre biler med over 100 km/t

Magnus Buhl Hansen blev ifølge anklageskriftet ramt af en modkørende Audi A6, da han var på arbejde som politiassistent og om natten kørte i en civil bil over Langebro i København.

Ifølge anklageskriftet var den modkørende bilist den nu 28-årige mand, der kørte hensynsløst og uden at tage højde for, at vejbanen var våd, at det var mørkt, og at hans udsyn hen over Langebro var begrænset af broens stigning.

I alt ramte den 28-årige tre biler med høj fart. De første to med mindst 108 og 116 kilometer i timen, inden han påkørte Magnus Buhl med mindst 117 kilometer i timen. Den tilladte hastighed over Langebro er 50 kilometer i timen.

I alt er der rejst tiltale for 18 forskellige trafikforseelser, uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder samt for at flygte fra gerningsstedet uden at hjælpe Magnus Buhl Hansen, der sad fastklemt og livløs i sin bil.

Den 28-årige blev anholdt og varetægtsfængslet dagen efter trafikdrabet. Fire uger senere blev han løsladt, da retten ikke længere fandt, han kunne risikere at påvirke vidner i sagen.

Derfor var det muligt for ham at rejse ud af Danmark, inden retssagen begyndte. Ligesom han flere gange efter trafikdrabet blev noteret for nye færdselsovertrædelser.

"Jeg har behov for at kende detaljerne"

Moren til den dræbte betjent har haft det svært med, at den formodede gerningsmand slap ud af Danmark og gemte sig i Dubai.

Britta Buhl ved godt, at hendes søn aldrig kommer tilbage, men for at hun selv kan komme videre i sit liv, har hun brug for at kende omstændighederne omkring ulykken.

- Jeg har behov for at få sagen afsluttet, men også for at høre detaljerne. Hvad var det egentlig, der skete?

Siden Magnus Buhl Hansen blev dræbt, er loven blevet strammet, så vanvidsbilisme nu straffes hårdere. Stramningerne kommer dog ikke til at påvirke sagen mod den tiltalte for drabet på Magnus Buhl Hansen, da de først blev vedtaget efter ulykken.

Den 28-åriges forsvarsadvokat, Anders Schønnemann, har ingen kommentarer til den nye udvikling i sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik