Borgmester revser forløb om corona-hotspot: Fanden var løs i Laksegade

Solrød Kommues borgmester retter nu kritik af forløbet, hvor kommunen blev udråbt som corona-hotspot af sundhedsmyndighederne.

På Sundhedsministeriets pressemøde mandag i sidste uge blev Solrød Kommune udråbt til at være et corona-hotspot i Danmark. 

I alt fem kommuner blev betegnet som hotspots, fordi de havde mere end 20 smittede per 100.000 borgere - Aarhus, Ringsted, Silkeborg, Glostrup og altså Solrød Kommune.

Men Niels Hörup (V), der er borgmester i Solrød Kommune, er både utilfreds med at blive udpeget som hotspot-kommune og med hele forløbet. 

- Det, der går galt, er, at vi (red. kommunaldirektøren) bliver ringet op fra en departementschef, der siger: ”Hvad har I tænkt jer at gøre ved det?” ”Jamen, vi ved ikke, hvem der er smittede,” svarer vi. ”Nå, ja. Vi må komme tilbage,” og så ser vi pressemødet klokken 14.00, hvor det bliver breaking med corona-hotspots. Så var fanden ellers løs i Laksegade, siger Niels Hörup.

Kommunen har ifølge borgmesteren siden da været lagt ned af henvendelser og spørgsmål fra bekymrede borgere. 

- Det har været et vildt forløb, for sindssygt mange mennesker er blevet bange og skræmte, siger han. 

Han fortæller, at hele processen for ham var meget ubehagelig, men den bliver ikke gentaget, lyder det fra ham.

- Styrelsen for Patientsikkerhed har i samtale med vores direktør (red. kommunaldirektøren) sagt, at det ikke kommer til at ske igen, siger han. 

Over for TV 2 Lorry bekræfter Styrelsen fra Patientsikkerhed at have været i dialog med kommunen, men styrelsen vil ikke kommentere sagen yderligere.

"Et helt andet tal"

I skrivende stund har der i Solrød Kommune været én enkelt ny smittet med coronavirus de seneste syv dage.

Da pressemødet blev holdt i sidste uge, var der seks ny-smittede borgere i løbet af de seneste syv dage, fortæller borgmesteren.

Solrød Kommune har 23.400 borgere. Derfor mener borgmesteren ikke, at det giver mening at bruge opgørelsen med 20 smittede per 100.000 borgere.

- Jeg forstår godt, at man som myndighed må have nogle metoder for at kunne følge smittetallet på den samme måde. Men det er vigtigt at oversætte (red. tallene til de enkelte kommuner.)

- Når der er seks smittetilfælde, og man ganger med 4,3, fordi man skal sammenligne med 100.000, så får du et helt andet tal, siger han. 

Sundhedsministeriet har over for TV 2 Lorry ikke ønsket at kommentere kritikken fra Niels Hörup. 

TV 2 Lorry har tidligere fortalt, hvordan der har været flere tilfælde af corona-udbrud i Solrød Kommune.

I starten af juni blev to medarbejdere på et lokalt værtshus konstateret smittet med coronavirus, hvorefter pubben måtte lukke.

Godt to uger senere blev et demensafsnit på plejecentret Altiden lukket, efter fem ansatte og en borger blev konstateret smittet med corona.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik