Borgmester om corona-lukket børnehus: - Ved ikke, hvornår vi kan åbne igen

Børnehuset åbner først, når der er nok personale, der ikke er smittet.

Opdatering
Børnehuset Trekroner genåbnede fredag den 20. august.

Roskilde Kommune har lukket Trekroner Børnehus på ubestemt tid, efter det lørdag kom frem, at en central ansat er testet positiv for coronavirussen, covid-19. 

Kommunens borgmester vil være særligt påpasselig i håndteringen af situationen.

-  Vi er ekstra forsigtige i en situation, hvor vi har fået konstateret en smittet. Det er vigtigt for os, at vi ikke får spredt smitten yderligere. Vi har set andre kommuner, hvor det har givet problemer, og det, håber vi, at vi kan undgå her, siger Tomas Breddam (S).

Derfor kan 81 børn ikke blive passet i Trekroner Børnehus i den kommende tid.

quote Det er meget svært at sige, hvornår vi kan åbne institutionen igen.

Tomas Breddam, borgmester, Roskilde Kommune, Soc.dem.

Roskilde Kommune har rådført sig med Styrelsen for Patientsikkerhed, som ifølge kommunen oplyser, at forældrene i Børnehuset også kan vælge at holde deres børn isoleret i syv dage.

Er børnene efterfølgende symptomfrie, fungerer det også som en negativ test - og de kan derefter komme i institution igen.

Også alle 20 medarbejdere skal testes for corona. Derfor er det endnu uvist, hvornår børnehaven genåbner.

- Det er meget svært at sige, hvornår vi kan åbne institutionen igen. Det afhænger både af, at vi har medarbejdere til at bemande den og også af, at der er børn at passe, siger Tomas Breddam. 

 - Vi håber inderligt, at der ikke er flere smittede

Fordi nedlukningen skete på en lørdag, har kommunen taget ekstra skridt for at sikre sig, at alle familier ved, at børnehuset er lukket. 

Hvis forældrene ikke når at læse den besked, der er sendt ud, vil de blive ringet op af kommunen, så det er garanteret, at alle ved, at institutionen er lukket. 

Har I sikret jer godt nok mod at smitten kan spredes?

- Nu får vi at se. Vi kan ikke undgå, at nogen bliver smittede. Det ser vi rundt omkring i samfundet. Vi håber inderligt, at det her ikke resulterer i, at der er børn eller andet personale, der er smittet, siger Tomas Breddam.

Kan forældrene være trygge ved at sende deres børn afsted, når de bliver budt tilbage?

- Ja. Når vi åbner igen, skal man komme med en negativ corona-test. På den måde mener vi at have sikret os, at det er forsvarligt. Vi følger Styrelsen for Patientsikkerheds retningslinjer til punkt og prikke, siger Tomas Breddam. 

Også i Gentofte blev privatskolen Busses Skole lukket i fredags, fordi en medarbejde blev testet positiv for coronavirus.

Her blev knap 300 elever og alle ansatte sendt hjem til test og isolation.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik