Vaccinationer fremskyndes nu i flere hovedstadskommuner

Flere kommuner i hovedstadsområdet har fået ekstra travlt i de første dage af januar. Se her, hvilke kommuner der fremskynder vaccinationerne.

Ansatte i fem hovedstadskommuner har over nytår pludselig fået meget travlt.

Flere af de vaccinationer, der egentlig skulle have fundet sted den 5. januar er nemlig blevet rykket frem til den 3. januar.

Det sker efter, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) torsdag valgte at fremskynde vaccinationsprogrammet. Det skyldes, at Sundhedsministeriet ønsker, at man så hurtigt som muligt får vaccineret beboerne på plejehjemmene.

Den seneste opgørelse fra Region Hovedstaden viser, at beboere og ansatte på plejehjem i Ballerup, Brøndby, Glostrup, Rødovre og Frederiksberg Kommune nu skal vaccineres to dage, før det oprindeligt var planlagt.

quote Det er selvfølgelig hårdt planlægningsmæssigt, men alle er indstillet på, at det kræver noget ekstra, og vi vil jo gerne have de her vacciner ud

Britt Bergstedt, centerchef for sundhed og velfærd i Glostrup Kommune

Region Hovedstaden oplyser til TV 2 Lorry, at opgørelsen hele tiden kan ændre sig, og dermed kan flere vaccinationer altså blive rykket frem.

- Måske kommer det til at gå endnu hurtigere. Det ved vi først i næste uge, siger Region Hovedstadens pressevagt.

I Glostrup Kommune hilser man fremskyndelsen velkommen, om end man har fået temmelig travlt med planlægningen af vaccinationerne.

Fremskyndelsen betyder nemlig, at beboere og medarbejdere på Glostrup Kommunes tre ældrecentre og Midlertidige Pladser vaccineres søndag 3. januar - i stedet for tirsdag 5. januar.

- Det er selvfølgelig hårdt planlægningsmæssigt, men alle er indstillet på, at det kræver noget ekstra, og vi vil jo gerne have de her vacciner ud. Det beskytter vores medarbejdere og de ældre, så vi er glade for, at de kommer ud hurtigt, siger Britt Bergstedt, der er centerchef for sundhed og velfærd i Glostrup Kommune.

Centerchefen forklarer, at hun personligt blev ringet op den 31. december, hvor hun fik besked om, at vaccinationerne i Glostrup Kommune blev rykket frem - og så fik hun travlt:

- Det er klart, det har været lidt presset, fordi vi skulle indkalde ekstra medarbejdere i en weekend og have det sidste logistik på plads. Men vi har nogle fantastiske ledere og medarbejdere, som tager opgaven på sig og knokler løs, og vi skal nok nå at blive klar, siger Britt Bergstedt og uddyber, at kommunen heldigvis var nået ret langt med planlægningen i forvejen.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det vil lykkes, men det er en kæmpe opgave for vores ledere oveni de andre ekstra opgaver, de i forvejen har under Corona-pandemien, med systematisk test af personale, håndtere smitteudbrud og omlægge vagtplaner.

Kommer de ældste og sårbare til gode

Også i Ballerup Kommune er man begejstret for, at vaccinationerne bliver rykket frem.

- For få dage siden fik vi at vide, at vaccinationerne kunne begynde den 6. januar, men nu bliver det fremrykket endnu engang, så de første borgere vaccineres søndag. Det er en rigtig glædelig begyndelse på det nye år, lyder det fra Ballerups borgmester, Jesper Würtzen, i en pressemeddelelse:

- Når det allerede er vores tur i Ballerup Kommune, er det takket være, at der er kommet flere vacciner til Danmark hurtigere end forventet – og det kommer nu de ældste og mest sårbare borgere til gode.

Ballerup Kommune meddeler, at man er helt klar til at modtage vaccinerne, og til at beboere og medarbejdere kan få det første stik.

Den 3. januar bliver sammenlagt 2.394 beboere og medarbejdere vaccineret på 24 plejehjem, viser opgørelsen fra Region Hovedstaden.

Det er ikke alle plejehjem i de fem kommuner, hvor man har fremrykket vaccinationerne, og hvor beboere og ansatte bliver vaccineret den 3. januar.

Fire plejehjem i Ballerup Kommune og et plejehjem i Brøndby Kommune får først vaccinen den 5. januar.

Her bliver beboere og medarbejdere på plejehjem i Region Hovedstaden vaccineret den 3. januar

Frederiksberg

  • Dronning Anne-Marie Centret (rykket fra den 4/1)
  • Kong Frederik den IX’s hjem (rykket fra den 4/1)
  • Kastanjehaven (rykket fra den 4/1) 
  • OK-Fonden Lotte (rykket fra den 4/1)
  • Betaniahjemmet (rykket fra den 4/1)
  • OK Prinsesse Benedikte (rykket fra den 4/1)
  • Flintholm Plejeboliger (rykket fra den 4/1)
  • Søster Sophies Minde (rykket fra den 4/1)
  • Ingeborggården, Nimbusparken (rykket fra den 4/1)
  • Frederiksberg Kommunes Døgnrehabilitering (rykket fra den 5/1)

Rødovre:

  • Dorthe Mariehjemmet (rykket fra den 5/1)
  • Ældrecentret Broparken (rykket fra den 5/1)
  • Plejehjemmet Ørbygård (rykket fra den 5/1)
  • Plejehjemmet Engskrænten (rykket fra den 5/1)
  • Midlertidige Pladser (rykket fra den 5/1)

Glostrup:

  • Ældrecenter Dalvangen (rykket fra den 5/1)
  • Ældrecenter Hvissinge (rykket fra den 5/1)
  • Ældrecenter Sydvestvej (rykket fra den 5/1)
  • Midligertidige Pladser (samme matrikel som Ældrecenter Dalvangen) (rykket fra den 5/1)

Brøndby:

  • Ældrecentret Æblehaven (rykket fra den 5/1)
  • Ældrecentret Gildhøjhjemmet (rykket fra den 5/1)

Ballerup

  • Plejecenter Rosenhaven (rykket fra den 6/1)
  • Plejecenter Toftehaven (rykket fra den 6/1)
  • Plejecenter Lundehaven (rykket fra den 6/1)



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik