Virksomheder hjælper hinanden igennem coronakrisen

For en lille frisør eller restauratør kan regeringens hjælpepakker være svære at overskue, men det er der kommet råd for.

Martin Thorborgs virksomhed Dinero er blandt dem, der yder gratis rådgivning til økonomisk pressede selvstændige. Foto: Dinero

Et gammelt ordsprog siger, at det er i nøden, man skal kende sine venner.

Det er måske værd at huske på for en lang række danske virksomhedsejere og mindre selvstændige, der i disse tider er hårdt økonomisk pressede af den omfattende nedlukning af landet.

Men heldigvis er der i kølvandet på krisen opstået en række initiativer, hvor virksomheder rækker ud til andre med en hjælpende hånd.

Læs også Vil undgå fyringer: Interessen for særlig jobordning er steget markant

En af dem er regnskabsprogrammet Dinero. Her hjælper man fra denne uge ikke kun sine egne 59.000 virksomhedskunder – men alle selvstændige, der har brug for rådgivning i reglerne om, hvordan man får kompensation for faldende omsætning og dækket sine faste udgifter i forbindelse med udbruddet af coronavirus. Vel at mærke helt kvit og frit.

- Vi kan hverken producere håndsprit eller masker, men vores supportere er uddannet til at svare på ret komplekse regnskabsspørgsmål. Derfor syntes jeg godt, vi kunne udvise noget samfundssind og bruge noget tid og nogle penge på at hjælpe andre, siger Martin Thorborg, administrerende direktør i Dinero, til TV 2 Lorry.

Via virksomhedens hjemmeside kan man som selvstændig svare på en håndfuld spørgsmål og blive guidet frem til, hvilke af regeringens hjælpepakker man eventuelt kan få gavn af. Har man yderligere spørgsmål, kan man hver dag mellem klokken otte og 23 få personlig hjælp via en chatfunktion.

- Vi er meget berørte af denne her situation, selvom vi måske ikke selv er lige så hårdt ramt som mange andre. Men der er nogle, der sidder i en helt desperat situation. Det er folk, der har arbejdet hele deres liv på virksomheder, som de nu er ved at miste, siger Martin Thorborg.

Læs også Supermarkeder med opråb til ledige: Vi har jobs til jer

Folketinget har afsat mere end 285 milliarder kroner til at hjælpe erhvervslivet med tre hjælpepakker. Men pengene er af gode grunde blevet afsat så hurtigt, at det stadig ikke er klart defineret, hvad virksomhederne kan få dækket. Her forsøger Dinero at træde til, forklarer Martin Thorborg.

- De spørgsmål, det rejser, prøver vi at få svar på, så hver enkelt lille frisør og barejer ikke selv skal kæmpe med det. Samtidig kan vi forhåbentlig også hjælpe med at aflaste det offentlige, der helt sikkert har nok at lave i denne tid, siger direktøren.

300 henvendelser om dagen

Revisions- og konsulentvirksomheden PwC har taget et lignende initiativ med en telefonhotline, hvor virksomheder – uanset om de er kunder eller ej – kan søge gratis rådgivning i forhold til deres økonomiske situation.

Læs også Lider under coronavirus: "Der er en masse job på spil"

Linjen har været rødglødende, siden PwC åbnede op forrige torsdag, og hver dag har omkring 300 virksomheder ringet ind med spørgsmål. En af dem er Wulff & Konstali, der driver fire caféer rundt omkring i København og i Hellerup, og som i øjeblikket er lukket helt ned, mens samtlige 130 medarbejdere er sendt hjem.

- Vi har ligesom alle andre fulgt med i nyhederne, når der var nyt om hjælpepakker. Men det har været svært at forstå, præcis hvordan de skal bruges. Der ligger ikke en vejledning om den slags, siger ejeren Poul Wulff til TV 2 Lorry.

- Jeg har eksempelvis været i tvivl, om jeg kunne få lønkompensation for min egen løn som ejer af virksomheden, og om vores studentermedhjælpere også var omfattet af ordningen, forklarer han.

Her er de ti spørgsmål, virksomhederne oftest stiller til PwC's hotline:

  • Min virksomhed er lukket ved påbud. Hvordan er jeg dækket i forhold til kompensation for faste udgifter?
  • Hvilke faste udgifter er dækket af ordningen?
  • Hvor længe kan jeg få kompensation for faste udgifter?
  • Jeg er selvstændig erhvervsdrivende med ti eller færre ansatte. Er jeg omfattet af nogen af hjælpepakkerne?
  • Hvordan ansøger jeg om kompensation efter de forskellige ordninger?
  • Kan vi aftale en midlertidig lønreduktion og samtidig bruge lønkompensationsordningen?
  • Kan vi lave en rotation af medarbejdere på lønkompensationsordningen, så de skiftes til at blive hjemsendt med løn?
  • Er direktører omfattet af ordningen om lønkompensation?
  • Er elever/lærlinge omfattet af lønkompensationsordningen?
  • Kan jeg få støtte efter flere støtteordninger?

 

Få svarene på spørgsmålene her.

Seks gange har Poul Wulff ringet til PwC’s hotline, og det har været en god hjælp til, at han får den kompensation, der er et vigtigt rygstød for at sikre virksomhedens overlevelse.

- Det har været rigtig fint at kunne ringe og tale med nogle, der har været tæt på forhandlingerne om lønpakkerne, og som har sat sig grundigt ind i dem. Det her er et nyt område for os alle, så derfor er det godt at have nogle at sparre med om, hvordan vi gør, siger caféejeren, der med hjælpepakkerne i ryggen ser fortrøstningsfuldt på fremtiden.

Læs også Sådan bør håndværkere nu arbejde under coronakrisen

- Vi er en sund forretning med mange år på bagen. Samtidig glæder jeg mig over statsministerens udtalelser om, at hun stille og roligt gør klar til en genåbning efter påske. For selv med hjælpepakker koster det os mange penge hver eneste dag, vi holder lukket. Men vi skal nok klare den – det er jeg helt overbevist om, lyder det fra Poul Wulff.

05:20

Under krisen er der pstået en række initiativer, hvor virksomheder rækker ud til andre med en hjælpende hånd. Og efterspørgslen er stor.

Luk video

Vi har samlet et lille udsnit af virksomheder, hvor selvstændige kan få hjælp:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik