Tre politikredse forlænger visitationszoner

Tre politikredse i Lorryland har mandag valgt at forlænge visitationszonerne på grund af en verserende bandekonflikt.

Tre politikredse i og omkring København har mandag besluttet at forlænge de gældende visitationszoner i foreløbig 14 dage frem til den 28. oktober klokken 18.

Det oplyser Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og Midt- og Vestsjællands Politi i separate pressemeddelelser.

Visitationszonerne, der er oprettet på grund af en bandekonflikt, blev indført for fire uger siden og forlænget for to uger siden.

Konflikten er mellem to grupperinger, der holder til på henholdsvis indre Nørrebro og Nordvest samt omkring Hundige og Greve.

- Det er fortsat vurderingen, at der er en igangværende konflikt mellem to kriminelle grupperinger i hovedstadsområdet, hedder det i en pressemeddelelse fra Københavns Politi.

Visitationszonerne blev oprettet for fire uger siden. Kort forinden var en 22-årig mand blevet dræbt, og en jævnaldrende mand såret, da deres bil blev beskudt på Gildbrovej i Ishøj.

Siden har der været flere episoder.

Senest blev der fredag affyret skud i Askerødbebyggelsen i Hundige. Og natten til mandag eksploderede en håndgranat foran en vandpibecafé på Amager, der dog ikke er omfattet af visitationszonen.

Ingen kom noget til ved de to episoder.

Visitationszonen i København strækker sig over en stor del af Nørrebro og Bispebjerg.

Den er afgrænset af Nørrebrogade – Fælledvej – Nørre Alle – Universitetsparken – Lersø Parkallé – Tuborgvej – Tomsgårdsvej – Frederikssundsvej – Nordre Fasanvej – Hillerødgade – Nørrebrogade.

 
 
Foto: Københavns Politi

Forlængelse af visitationszone i dele af Ishøj

I Københavns Vestegns politikreds afgrænses visitationszonen mod Hundige (syd) langs kommunegrænsen til Greve Kommune, mod Vallensbæk Strand (nordøst) langs kommunegrænsen til Vallensbæk Kommune og mod nordvest langs Køge Bugt Motorvejen/Motorring 4, som dog ikke er omfattet.

 
 
Foto: Københavns Vestegns Polii

Visitationszonen i Hundige forlænges

I Midt- og Vestsjællands politikreds afgrænses visitationszonen af Godsvej fra jernbanestrækningen; Hundigevej; indkørsel til Hundigevej nr. 38; markskellet før beboelsen frem til Godsvej ved indkørsel til Godsvej nr. 105; Godsvej frem til Lille Vejleå; Lille Vejleå/Ishøj Sø; sti til Hundigevej; Hundigevej og jernbanestrækningen fra Hundigevej via Hundige St. til Godsvej.

 
 
Foto: Midt- og Vestsjællands Politi

Visitationszoner er områder, hvor politiet kan visitere personer og køretøjer uden at have en konkret mistanke om, at de pågældende har gjort noget kriminelt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik