Sådan undgår du at blive boligsvindlerens næste offer

Lige nu er der tryk på boligjagten, når de unge skal finde et nyt hjem før studiestart. Men pas på, du ikke falder i kløerne på en svindler

”Du skal betale kontant nu, ellers lejer jeg bare ud til en anden”.

Ovennævnte er et eksempel på, hvordan en udlejer meget let kan presse en desperat boligsøgende til at tilsidesætte al sund fornuft for at få tag over hovedet. Og netop nu er der kamp om boligerne i storbyerne, når mange unge skal starte på nyt studie til september.

Hos Lejernes Landsorganisation (LLO) advarer man netop mod ikke at lade sige presse af udlejere, for det kan ende grimt, hvis man falder i kløerne på kriminelle svindlere. I værste fald står man tilbage uden penge og uden noget sted at bo.

Lettere sagt end gjort - men pas på dig selv

- Man skal passe på sig. Vi ved godt, det er svært, og lettere sagt end gjort, men vi råder til, at man har is i maven og ikke lader sig presse, siger formand i LLO Hovedstaden og LLO Danmark, Helene Toxværd, til TV 2 Lorry.

- Men vi ved også godt, at det kan være meget stressende at stå i en situation, hvor udlejeren siger, at man skal betale med det samme, ellers står der 50 andre klar til at slå til, og udlejer er jo i sin gode ret til at leje ud til den, de vil, siger hun.

Herunder får du en række råd om, hvad man skal være opmærksom på, når du skal leje en bolig:

Pas på knaldtilbud
Vær opmærksom, hvis en bolig er urealistisk billig i forhold til tilsvarende boliger i samme område. Hvis noget ser ud til at være for godt til at være sandt - så er det for godt til at være sandt.  Der findes falske boligannoncer, hvor bagmænd får dig til at betale penge for et værelse eller en lejlighed, der aldrig bliver din.

Taler udlejeren ikke dansk
Vær opmærksom på udlejeannoncer med dansk annoncetekst, hvor udlejer kontakter dig på engelsk. Det kan være tegn på snyd. Vær også opmærksom på, hvis udlejeren slet ikke befinder sig i Danmark.

Pas på falske sms'er
Vær ligeledes varsom, hvis du modtager sms fra en udlejer, hvor der fremgår navn men ikke noget telefonnummer på afsender. Denne form for sms sendes via websites og bliver blandt andet brugt af falsknere, der forsøger at franarre folk penge.

Betal ikke kontant
Betal aldrig kontant, men via en bankoverførsel til en dansk konto. På den måde har du dokumentation for, hvad du har betalt, og så kan transaktionen spores.

Brug ikke online betalingstjenester
Betal aldrig husleje, depositum eller forudbetalt leje via online betalingstjenester som Western Union eller lignende, da transaktionen ikke kan tilbageføres og dine penge dermed er tabt.

Er det den rigtige lejlighed?
Vær opmærksom på at lejekontrakten stemmer overens med boligen du får fremvist. Hvis udlejer viser en anden lejlighed frem end den, som du reelt skal lejes, så bør du være tilbageholdende med underskrivelse og overførelse af depositum.

Tjek hvem der ejer boligen
Hvis du er usikker på om udlejeren overhovedet har ret til at udleje boligen ud til dig, så ring på ved nabolejeren, for at høre om de kender udlejeren, se billedlegitimation og gå ind på www.boligejer.dk www.ois.dk, hvor du kan tjekke, hvem der ejer ejendommen eller lejligheden.

Lad dig ikke presse
Brug din sunde fornuft og lad dig ikke presse, hverken til at skrive under eller betale, før du har set lejemålet. 

Kilder: LLO og Boligportal.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik