Royal Run flyttes til efteråret på grund af coronavirus

På grund af coronavirus udsættes Royal Run til d. 6. september.

Arkivfoto af Royal Run i 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Selvom der fortsat er over to måneder, til Royal Run efter planen skulle afvikles den 1. juni, er løbet nu blevet flyttet til efteråret som følge af coronaepidemien.

Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

Royal Run vil i stedet blive skubbet til søndag den 6. september, mens Royal Run i Nuuk på Grønland flyttes fra 28. maj til den 30. august.

Læs også Marathon i København aflyses på grund af coronavirus

- Vi har i hele familien glædet os til at snøre løbeskoene til Royal Run. Men på grund af den aktuelle situation med covid-19 er vi desværre nødt til at udskyde årets løbefest til den 6. september i Danmark og den 30. august i Grønland, lyder det fra Kongehuset.

- Vi vil gerne opfordre alle løbeglade - unge som ældre - til at bevare glæden og begejstringen for motion, følge myndighedernes anbefalinger og til at væbne sig med tålmodighed. Vi håber alle seks, at Royal Run kan blive et stort samlingspunkt efter sommerferien, og at alle indtil da passer på sig selv - og hinanden, lyder det fra Kongehuset.

Læs også Efter Royal Run: Flere melder sig ind i løbeklubber

Der er ifølge styregruppen tale om en enig beslutning, som er truffet i samråd med de lokale løbsarrangører, Kongehuset og mediepartneren TV2.

Artiklen fortsætter under billedet...

Det er tredje udgave af Royal Run, som første gang blev afholdt i 2018 i forbindelse med kronprins Frederiks 50 års fødselsdag. Foto: Kongehuset

Vigtigt med sundhed for deltagerne

Knap 80.000 personer er allerede tilmeldt Royal Run i København/Frederiksberg, Sønderjylland, Odense, Aalborg, Bornholm og i Nuuk.

I TV 2 Lorrys sendeområde afholdes løbet i København/Frederiksberg. Her er der p.t. 36.054 tilmeldte.

- Vores absolut vigtigste opgave er at sikre sikkerheden og sundheden for de deltagere og tilskuere, der bakker op om Royal Run, siger Morten Mølholm Hansen, direktør i Danmarks Idrætsforbund, på vegne af Royal Runs styregruppe.

- Derfor har vi valgt at træffe beslutningen om at udsætte begivenheden, og vi er meget taknemmelige for, at vi sammen med vores lokale arrangører på forholdsvis kort tid har kunnet finde en ny dato, siger han.

Læs også Sådan skal du forholde dig, hvis du har billetter til et aflyst arrangement

Det er tredje udgave af Royal Run, som første gang blev afholdt i 2018 i forbindelse med kronprins Frederiks 50 års fødselsdag.

Sidste år måtte han dog droppe løbet grundet en diskusprolaps og nøjedes i stedet med at gå 1,6 kilometer i Aarhus.

Onsdag valgte arrangørerne af Copenhagen Marathon, der skulle være løbet af stablen 17. maj, at aflyse årets løb.

Der er fortsat muligt at tilmelde sig i alle byer på nær Sønderborg, der er udsolgt.

Tilmelding sker på Royal Runs hjemmeside, hvor man også kan få svar på praktiske spørgsmål i forbindelse med udsættelsen: www.royalrun.dk.

Fakta om Royal Run

  • Royal Run 2020 afholdes i Danmark d. 6. september 2020
     
  • Royal Run 2020 kickstartes i Nuuk, Grønland, d. 30. august, hvor Kronprinsen løber 10 km.
     
  • I Danmark afholdes Royal Run 2020 i Sønderjylland (Sønderborg), Aalborg, Odense og København/Frederiksberg.
     
  • De lokale arrangører er Sport Event Syd, Aalborg Atletik og Motion, OGF og Sparta. I Grønland er det Kim Godtfredsen, der sammen med Nuuk Kommune arrangerer Royal Run.
     
  • På Bornholm er der Royal Run uden kongelig deltagelse. Arrangørerne er DGI Bornholm og Viking Atletik.
     
  • I alle byer kan man vælge at gå eller løbe på enten One mile (1,6 km), 5 km og 10 km.
     
  • Over 82.000 var tilmeldt Royal Run 2019
     
  • Royal Run 2019 blev afholdt d. 1. juni på Færøerne og 10. juni 2019 i Aalborg, Aarhus og København/Frederiksberg samt på Bornholm uden kongelig deltagelse.
     
  • Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af HKH Kronprinsens 50-års fødselsdag. Her var 70.500 tilmeldt i Danmarks fem største byer.
     
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
     
  • Mere information: www.royalrun.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik