Flertal indgår forlig om midler til kollektiv trafik: Få overblikket her

Mimrekortet står til at overleve, Ny Ellebjerg Station kan se frem til en overhaling, og en fjernbusterminal i København er tæt på finansieret, efter forlig om midler til kollektiv trafik.

Regeringen og fire forligspartier er enige om at udmønte 361 millioner kroner fra finansloven til en forbedring af den kollektive trafik.

Det betyder blandt andet, at pensionistkortet – også kendt som mimrekortet – som ellers har været varslet udfaset, står til at overleve.

Fjernbusterminalen ved Dybbølsbro, der længe har været på tegnebrættet, får en hjælpende hånd og er nu tæt på at kunne realiseres.

Samtidig får Ny Ellebjerg Station på kanten mellem Valby og Sydhavnen et gevaldigt make-over.

Og så bliver der åbnet op for flere nattog til udlandet, indsat flere tog mellem København og Aarhus, uddelt rabatter til unge og studerende, mens pensionister uden et mimrekort får takstnedsættelser.

Det er nogle af de punkter, der står klart, efter regeringen med støtte fra SF, Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstre er blevet enige om en ny aftale for, hvordan kollektiv trafik skal forbedres i fremtiden.

Det oplyser Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget tilfreds med denne aftale, hvor vi blandt andet sænker taksten for unge og ældre brugere af den kollektive trafik, indsætter flere tog mellem landsdelene og etablerer et nyt rådgivningscenter for cykelfremme, udtaler transportminister Benny Engelbrecht (S).

Mimrekort står til at overleve

Nærlæser man aftaleteksten står det klart, at regeringen og forligspartierne presser på for at frede pensionistkortet – også kaldet mimrekortet – som trafikselskaberne på Sjælland ellers har annonceret, at de vil udfase.

quote Enhedslisten har kæmpet hårdt for, at mimrekortet bliver bevaret. Det kan vi sikre med denne aftale!

Henning Hyllested, Enhedslistens transportordfører

Mens partierne afsætter 25 millioner kroner årligt til trafikselskaberne i Danmark fra 2021 til takstnedsættelser for pensionister, så får DOT (trafikselskaberne på Sjælland) først sin andel på 12 millioner kroner årligt, når de har stået skoleret over for forligspartierne og præsenteret dem for en plan, der både sikrer opretholdelsen af mimrekortet og samtidig giver rabatter til de pensionister, der ikke har et mimrekort.

Det glæder især Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested.

- Enhedslisten har kæmpet hårdt for, at mimrekortet bliver bevaret. Det kan vi sikre med denne aftale! Samtidig kan pensionister på Sjælland, der ikke har mimrekort, få rabat i den kollektive trafik, hvis de benytter rejsekort. Og der afsættes penge til yderligere pensionistrabatter i hele landet, siger Henning Hyllested (EL).

Fjernbusterminal 75 procent finansieret – mangler fortsat 20 millioner

En ny terminal til fjernbusserne til og fra København har længe været på ønskelisten i Københavns Kommune. Det nuværende stoppested ved DGI Byen på Vesterbro er nemlig ikke rustet til at tage imod bustrafikken.

Derfor har Københavns Kommune allerede afsat 40 millioner kroner til etablering af en fjernbusterminal, som skal bygges ved Dybbølsbro Station.

Sådan en vurderes af Vejdirektoratet til at koste omkring 80 millioner kroner.

Regeringen med forligspartierne afsætter 20 millioner kroner som statsligt bidrag til fjernbusterminal.

Dermed mangler finansieringen af de resterende 20 millioner kroner fortsat. Her noterer forligskredsen sig, at disse eksempelvis bør findes via betaling fra de busselskaber, som anvender busterminalen.

- Det har været et vigtigt punkt for os at få med i aftalen, for de nuværende forhold har længe været et stort problem i København, hvor der langs DGI Byen har hersket kaos. Københavns Kommune har leveret halvdelen af finansieringen, og med dette kommer vi forhåbentligt i mål med det snart, siger De Radikales transportordfører, Andreas Steenberg, til TV 2 Lorry.

Men hvorfor ikke afsætte det fulde beløb, der sikrer opførelsen, i stedet for en finansiering, der efterlader 20 millioner?

- Det havde vi også været klar på, men det kunne vi ikke blive enige om. Og så er vi blevet enige om et kompromis, hvor vi mener, at busselskaberne også bør bidrage. Det vigtigste er bare, at vi kommer i mål med fjernbusterminalen, og det er jeg overbevist om, at vi gør.

Ny Ny Ellebjerg Station og flere tog til og fra København

Forliget betyder også, at togtrafikken får en saltvandsindsprøjtning.

Partierne har således prioriteret 52 millioner kroner i bidrag til en 262 millioner kroner dyr stationsrenovering af Ny Ellebjerg Station, der deler København-bydelene Valby og Sydhavnen.

Her skal stationen bindes bedre sammen til at kunne håndtere både S-tog, regional- og fjerntog og en kommende metroforbindelse, blandt andet ved hjælp af underjordiske omstigningsforbindelser.

Til dette anlægsprojekt bidrager Metroselskabet med 110 millioner kroner, mens DSB giver 100 millioner kroner.

Derudover kommer der til at køre flere tog til og fra København mod Aarhus og Odense.

De fem partier i forliget udmønter 20 millioner kroner årligt, så DSB fra december 2020 kommer til at køre ni ekstra daglige afgange i myldretiden over Storebælt med lyntog på hverdage og fire søndagsafgange.

Fire af disse bliver fra København til Aarhus, fire fra Aarhus til København, mens der indsættes en ekstra morgenafgang fra Odense til København.

I alt udmønter partierne 361 millioner kroner fra finansloven til tiltagene. Det betyder, at der fortsat er 24,6 millioner kroner tilbage, som kan disponeres til andre projekter senere.

Derudover….

  • Afsættes der 15 millioner kroner i 2020 og 30 millioner kroner årligt fra 2021 til at finansiere rabatter til unge og studerende, så prisen på et ungdomskort sænkes fra 666 kroner om måneden til 606 kroner.

 

  • Tildeles Passagerpulsen 6,5 millioner kroner årligt til at være tovholder for fem nye regionale passagerråd, som skal sætte fokus på de regionale udfordringer og muligheder inden for den kollektive trafik.

 

  • Afsættes der 5 millioner kroner årligt til at medfinansiere eller på anden vis fremme indkøb af nattogtrafik mellem Sverige og Tyskland og Belgien med stop i Danmark.

 

  • Får Cyklistforbundet en bevilling på 2 millioner kroner årligt til at etableret et rådgivningscenter for cykelfremme for virksomheder.

 

 

Kilde: Transport- og Boligministeriet


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik