Politichef giver opsang til danskerne

Politichef giver opsang til danskerne Køb af et halvt gram kokain i weekenden støtter rockere og bander. Tænk jer om, siger rigspolitichefen.

Alene kan politiet og andre myndigheder ikke knække rockeres og banders kriminalitet. Også de almindelige danskere har et ansvar, lyder det fra politiets øverste chef.

- Hvis vi alle tænker os om og lader være med at lade os friste, vil meget se anderledes ud, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.
- Borgerne skal lade være med at købe hælervarer, og de skal ikke købe amfetamin og kokain, når de går i byen i weekenden, siger han.
- Tænk på hvad det er for nogle mennesker, man støtter, når man aftager stjålne varer eller køber narkotika.
- Det er en kortvarig fornøjelse, selv om man tror, at man kan styre det, siger Jens Henrik Højbjerg om det relativt udbredte forbrug af rusmidler. Hvis borgerne ændrer indstilling, kan de være med til at forebygge kriminalitet.

Ordensmagten bruger enorme ressourcer på at opklare de lovovertrædelser, som de organiserede kriminelle står bag.
Sidste år blev der rejst 4.259 sigtelser mod personer i rocker- og bandemiljøerne.

Men det hårde tryk skal fortsætte. Netop denne opgave vægtes med 20 procent i den direktørkontrakt, som Justitsministeriet har indgået med rigspolitichefen for 2011.

De kriminelle aktiviteter kan "være ødelæggende for trygheden og retsfølelsen i samfundet," hedder det i kontrakten. Her står også det tidligere omtalte krav om, at der på en given dag i år skal være fængslet 250 rocker- og bandemedlemmer.

Den præcise fangstkvote er for nylig blevet kritiseret af Landsforeningen af Forsvarsadvokater.

Men rigspolitichefen forsvarer kvoten:

- Det er godt at have pejlemærker internt. Det er også vigtigt for samfundet, at man kan se, hvad der forventes af os, siger Jens Henrik Højbjerg.

Målet om de 250 er fordelt ud på de enkelte politikredse.
Desuden skal politikredsene forsøge at hindre rekruttering af børn og unge til miljøet, og de skal dokumentere denne indsats.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik