Nyt center vil hjælpe udenlandske arbejdere med deres rettigheder

Migrantcenter vil tilbyde anonym rådgivning og hjælp til udlændinge, der arbejder i hovedstadsområdet

Fagforening.  Overenskomst. Arbejdsmiljø. 

Begreberne er ret selvfølgeligelige for danskere - men i takt med arbejdsmarkedets for tiden næsten umættelige behov for flere ansatte er der i mange jobs ansat folk med udenlandsk baggrund.

Ofte kender de ikke deres rettigheder, og de ved ikke, hvor de skal henvende sig, hvis de får brug for hjælp eller rådgivning. Nu åbner et nyt center, Migrantcenter Hovedstaden, og deres målgruppe er netop udenlandske ansatte, som nogle gange arbejder under vilkår, der både er ulovlige og uacceptable.

- Det er folk, der jo kunne søge hjælp i en fagforening, men som ikke gør det. Folk, som ikke ved, at der findes love og ordnede forhold på det danske arbejdsmarked - folk som samtidig befinder sig på det ordinære arbejdsmarked, fortæller John Westhausen, der er formand for bestyrelsen i det nye Migrantcenter, og selv kommer fra fagforeningen 3F.

I december sidste år kom en opsigtsvækkende sag om en kinesisk kok på en københavnsk restaurant frem. Han blev snydt så vandet drev, blev underbetalt og boede i et lagerlokale i et halvt år.

- Han søgte heller ikke hjælp i en fagforening. Hvis vi havde været der, ville vi kunnet have vurderet, hvem der kunne hjælpe ham,  siger John Westhausen.

Kan hjælpe i mange brancher

Men migrantcenteret kan også hjælpe folk fra byggebrancherne, hotelverdenen eller for eksempel au pair-piger. Til gengæld bliver der ikke tale om at give rådgivning til rumænske flaskesamlere, fordi de, som John Westhausen siger, ikke er en del af det ordinære arbejdsmarked.

Migrantcenteret kommer i første omgang til at holde åbent i en skurvogn i Københavns Nordvestkvarter, men det er planen, at centeret senere skal have "rigtige" lokaler. Det er oprettet af fagbevægelsen og en række NGO´er.

- Vi har en ikke-fuldtidsansat, lønnet leder. Men det er faktisk tanken, at stedet så skal drives af frivillige. Det kan være seniorer med rod i fagbevægelsen, som gerne vil være med til at gøre een forskel, forklarer John Westhausen.

Migrantcenteret kan også skaffe tolkebistand, da de fleste af deres kommende klienter næppe taler dansk.

- Vi glæder os meget til at komme i gang med arbejdet med at sikre migranter adgang til information og rådgivning. Det er et spørgsmål om inklusion og empowerment – og det er et værn mod udnyttelse og dårlige arbejds- og lønforhold på det danske arbejdsmarked”, siger John Westhausen.

Kælderlokaler og Facebook

Det nye migrantcenter skal bruge en række anderledes værktøjer for at gøre opmærksom på sig selv. De når ikke deres klientel ved at indrykke annoncer i fagbladene.

- Der findes jo klubber i kælderlokaler, hvor kurdere, tyrkere, pakistanere og så videre mødes for at drikke kaffe. Dem vil vi kontakte. Det samme gælder de faglige organisationer, hvor der er etableret sproglige fællesskaber for folk, der for eksempel taler polsk. Og så vil vi bruge Facebook - vi ved jo, at mange af dem er på Facebook, fortæller John Westhausen.

Han fortæller også, at skulle Migrantcenteret støde på forhold, der er så grelle, at der reelt er tale om en politisag, så vil de henvise arbjederen til dem. Der bliver altså ikke tale om, at Migrantcenteret af egen drift tager kontakt til politiet.

Centeret får i første omgang adresse på Kæmnervej 1 i København NV, og så vil der være åbent fra klokken 16 til 18 hver tirsdag.

Første åbningsdag er 28. januar.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik