46 danskere blev henrettet af dansk politi efter 2. verdenskrig for forbrydelser, de havde begået i tysk tjeneste.
K.B. Martinsen var en af de mest kendte og magtfulde. Først som kommandør af Frikorps Danmark, siden som leder af det berygtede Schalburgkorps i krigens sidste år.
Men han var også nogens far.
Hans datter, Ane Geismar Aagaard, er det lille ansigt nederst billedet, i første række.
Hun kan stadig huske magien, når hun sad i biografens mørke sammen med sin far. Eller så ham tale myndigt til mængden i sin officersuniform.
I dag er Ane Geismar Aagaard 87 år gammel og har hele livet holdt lav profil med sin historie og relationen til sin berømte, berygtede og - mest af alt - højtelskede far.
På samme måde som de fleste andre børn af nazister, stikkere og kollaboratører er gået stille med dørene om deres familiers liv og gerninger under besættelsen af frygt for stigmatisering.
En lun Sankt Hans-aften i 1949 kørte en mørk transportvogn gennem København og ud på Christianshavns voldanlæg.
I vognen sad en af de mest prominente danske landsforrædere.
Knud Børge Martinsen - den tidligere kommandør af Frikorps Danmark og leder af det berygtede Schalburgkorps i Danmark under 2. verdenskrig - skulle denne aften henrettes af Københavns Politi for forbrydelser begået under besættelsen.
Ikke langt derfra sov hans 15-årig datter, Ane.
Gennem de sidste fire år havde hun hver torsdag besøgt sin far i Vestre Fængsel med friske forsyninger af tobak og læsestof, og sækken med snavset vasketøj blev byttet ud med nyvaskede klæder.
Nu var det slut.
De dødsdømte fik den hårdeste straf. Men man straffede også de familier, der måtte leve videre uden ægtefælle og far.
- De dødsdømte fik den hårdeste straf. Men man straffede også de familier, der måtte leve videre uden ægtefælle og far, siger Ane Geismar Aagaard.
Anes far blev soldat som 23-årig og officer i den danske hær allerede ti år senere, med en lovende militær karriere foran sig.
I en længere periode i slutningen af trediverne boede familien i Paris i Frankrig. Faren, K.B. Martinsen, var udsendt af den internationale organisation Folkeforbundet som observatør i forbindelse med den spanske borgerkrig.
Ane var med andre ord vant til at se sin far i uniform – om den var dansk eller tysk gjorde umiddelbart ikke nogen forskel for den unge pige.
Hun blev bare usigeligt glad, når hendes far kom hjem på orlov og tog hende med i biografen, hvor de sad i mørket og spiste fiskefrikadeller.
Da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940, besluttede K.B. Martinsen at befæste Frederiksberg Slot og kæmpe til det sidste mod de indtrængende fjender.
Men han stod meget alene med den beslutning, og kort tid efter havde hele den danske hær overgivet sig til besættelsesmagten.
En begivenhed, der fyldte den nationalkonservative officer med bitterhed, og som på sigt førte ham i hænderne på det tyske Waffen SS, hvor han i det mindste kunne komme til at kæmpe for den sag, han troede på: At forhindre kommunismen i at brede sig.
Den danske militære karriere blev erstattet med en tilsvarende tysk, og snart efter var K.B. Martinsen på vej til østfronten som officer i det nyoprettede Frikorps Danmark.
Selvom der ikke blev talt politik i hjemmet, heller ikke når faren var hjemme på orlov, var den unge pige omgivet af pronazistiske billeder i form af blandt andet en tysk hverveplakat, som hang i entreen i hjemmet i Roskilde.
Senere under besættelsen blev Ane sendt på nationalsocialistisk privatskole i Karsemoselejren i Nordsjælland, hvor hun gik med andre børn fra nationalsocialistiske familier.
En tid, hun ikke tænker tilbage på med glæde.
- Jeg vågnede en nat ved, at far og mor de skændtes, og jeg kravlede ned under dynen og faldt i søvn igen, fortæller Ane Geismar Aagaard.
- Jeg spurgte mor senere, hvad de havde skændtes over, og hun svarede, at far havde fået ekstra orlov for at sørge for, at hun blev gravid. For Hitler skulle bruge flere ariske børn til sit projekt. Og dét ville min mor ikke være med til, husker Ane Geismar Aagaard.
I starten af krigen mærkede familien ikke noget til den stigende modstand mod besættelsesmagten og dens håndlangere.
Men det ændrede sig i 1943, hvor folk begyndte at råbe skældsord mod moren, den 10-årige Ane og hendes lillebror Jens Peter på gaden.
- Der går overbandittens mær og hendes snottede unger!
Der går overbandittens mær og hendes snottede unger
På det tidspunkt var K.B. Martinsen blevet beordret hjem fra fronten for at overtage ledelsen af det berygtede Schalburgkorps, som arbejdede sammen med tyskerne for at komme den danske modstandsbevægelse til livs.
I denne periode var han involveret i flere terrorhandlinger, der kulminerede med drabet på den tidligere danske SS-frivillige, tropsfører Fritz Henning Tonnies von Eggers, som K.B. Martinsen egenhændigt henrettede i Schalburgkorpset hovedkvarter på Blegdamsvej i København.
Von Eggers havde en længere affære med K.B. Martinsens hustru, og det vidste Martinsen godt. Von Eggers stak også af fra militæret, hvilket i Martinsens øjne var faneflugt.
Derfor lavede K.B. Martinsen en militær rettergang på stedet og henrettede von Eggers ud fra den betragtning, at Martinsen var den øverste militære danske myndighed i forhold til von Eggers og derfor havde hjemmel til at skyde ham.
En handling, som var med til senere at føre til dødsdommen over ham selv.
Denne og andre uhyrligheder vidste hans 10-årige årige datter ikke noget om.
Det, der fyldte noget i Anes liv var, at hendes far var mere hjemme end før, og at han brugte tid sammen med hende.
Hun nød ikke mindst de lange gåture i Roskilde og omegn, hvor faren lærte hende at kende forskel på fuglene i naturen.
Indtil den dag besættelsen sluttede, og hendes far blev hentet af modstandsbevægelsen og sat i arrest. Men han var stadig en del af sin datters liv.
Da (SS-officeren) Tage Petersen blev henrettet, sagde min far: ”Næste gang er det min tur."
- Selvom han sad i fængsel de sidste fire år af sit liv, så var han der jo. Jeg kunne besøge ham, tale med ham og mærke ham, fortæller Ane Geismar Aagaard.
Den unge pige måtte dog også se i øjnene, hvad der skulle ske med hendes far.
Da SS-Obersturmführer Tage Petersen bliver henrettet på Bådsmandsstræde Kaserne natten til d. 10. maj 1949 vidste K.B. Martinsen, at nu er det slut.
- Da Tage Pedersen blev henrettet, sagde min far: ”Næste gang er det min tur, husker Ane Geismar Aagaard.
Turen fra Vestre Fængsel endte ved henrettelsesskuret på Christianshavns voldanlæg.
Da smældet fra politiets rifler havde fortonet sig, blev K.B. Martinsen erklæret død og kørt bort til kremering.
Tilbage sad en hustru med to unge teenagere, der netop havde mistet deres far og vidste, at de herfra måtte leve i skyggen af de gerninger, deres far havde gjort under besættelsen.
Se de sjældne arkivbilleder, og følg Ane Geismar Aagaards rejse tilbage i tiden sammen med forfatter og tidligere kriminalassistent Frank Bøgh fra Københavns Politi, der har skrevet en bog om hendes far.
