En solrig sommer med tørre afgrøder og store, industrielle landbrugsmaskiner er en cocktail, der let kan skabe gnister og i værste fald forårsage naturbrande.
Men i år skal høsten helst foregå uden udrykninger til markbrande, har brandvæsnernes brancheorganisationen Danske beredskaber og landbrugets fælles videnscenter SEGES besluttet.
Derfor har de to i fællesskab udarbejdet en række gode råd rettet til landmændene med forholdsregler, de bør følge under de kommende måneders høst.
Du kan læse rådene længere nede i artiklen.
- Vi ser hvert år mange brande i løbet af høstmånederne. En af de hyppigste årsager til ulykkerne er, at maskiner laver gnister, som antænder markerne, siger Kenneth Poulsen, byggechef i SEGES.
Markbrande er nemlig noget, man som landmand skal tage seriøst. De kan nemlig både være dyre, tidskrævende og farlige.
- Danske landmænd skal roses for deres opmærksomhed omkring det her. Men samtidig har de også rigtig travlt, og de har mange ting, de skal huske som ikke nødvendigvis har noget med brandsikkerhed at gøre, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard.
- Jeg vil håbe, at det her er med til at de (landmændene, red.) også husker at tænke på brandsikkerhed. For det kan blive rigtig dyrt i maskiner, i mistede afgrøder, mistede indtægter og i øvrigt også i skattepenge, fordi brandvæsnet skal rykke ud.
Lidt ligesom færdselsreglerne
Carl Skou, der er landmand i Stevns, betragter listen med de gode råd. De ser fornuftige ud, lyder landmandens umiddelbare vurdering.
- Det er god landmandspraksis, konstaterer han.
- Vi kender jo alle sammen færdselsreglerne derude, men når man har kørt lidt på rutinen, så er det jo ikke altid at man kører 100 procent efter dem. Det er vel lidt det samme, så skal vi lige have en opfrisker en gang imellem, siger han.
Han har selv oplevet, hvordan store, varme maskiner som en mejetærsker kombineret med tørre arealer kan antænde en høst i løbet af kort tid.
- Der gik ild i mejetærskeren og det bredte sig jo så selvfølgelig til marken. Og det vi gjorde det var at ringe til brandvæsnet så hurtigt som muligt. Og så begrænsede vi skaden ved at lave brandbælter i marken, siger Carl Skou.
Og selvom sommervarmen i år ikke er nået op på niveau med sidste år, så har Carl Skou alligevel brandfaren i tankerne. Men så længe man udøver god landmandspraksis, så er det bare om at nyde solskinnet og tørvejret. For det gode vejr er faktisk en god ting for landmændene.
- Det bliver nemmere at høste og nemmere at håndtere afgrøderne, fordi den er dejlig tør. Bottom line er det faktisk meget godt, at det er tørt, når vi skal høste. Vi skal bare huske at være opmærksomme, siger han.
Herunder kan du læse de gode råd til, hvordan man forhindrer markbrande: